Afklaring på afbrudte eksamener

Studerende, hvis eksamener i Familie- og arveret og Obligationsretlige valgfag blev afbrudt af branden på Fuglesangs Allé d. 2. januar, får nu kompensation for de forhold, som eksamenerne blev afviklet under, fortæller prodekan Per Andersen.

08.01.2020 | Sinne B. Jakobsen

Den 2. januar blev eksamenerne i Familie- og arveret og Obligationsretlige valgfag afbrudt på grund af en mindre brand og efterfølgende strømsvigt på Fuglesangs Allé. Prodekan Per Andersen har nu besluttet at kompensere de studerende for de forhold, som de to eksamener blev afviklet under. Dette skal sikre, at alle studerende har haft rimelige betingelser og ensartede vilkår i forbindelse med eksamen.

For studerende på de to fag betyder beslutningen følgende:

Familie- og arveret:

Alle studerende, der deltog i eksamen den 2. januar, vil få bedømt deres opgave, men vil samtidig få tilbudt en omprøve i februar.

Vælger de studerende at tage imod tilbuddet om en omprøve, kan de derefter selv vælge, om de ønsker at beholde karakteren fra den ordinære prøve den 2. januar eller karakteren fra omprøven. Omprøven tæller ikke med som ét af de studerendes tre prøveforsøg.

Obligationsretlige valgfag:

Alle studerende, der deltog i eksamen d. 2. januar, vil få bedømt deres opgave. De studerende, der ikke består prøven, vil automatisk få tildelt et ekstra prøveforsøg som kompensation uden at skulle ansøge om dispensation. Det ekstra prøveforsøg tæller ikke med som ét af de studerendes tre prøveforsøg.

Ovenstående beslutninger er truffet med hjemmel i Eksamensbekendtgørelsens § 21.

Studerende