Studiestart - bachelor & tilvalg

Studiestart bachelor 2020

Velkommen til din nye uddannelse på Aarhus BSS

Aarhus BSS (School of Business and Social Sciences ved Aarhus Universitet) byder velkommen til alle nye studerende. For at det skal være nemt for dig at starte på Aarhus Universitet, har vi her samlet en del af de mange praktiske informationer, du har brug for. Du skal først og fremmest huske at bekræfte din studieplads - naturligvis først efter du har modtaget dit optagelsesbrev (kun for bachelorstuderende). Derudover finder du også på siderne information om studiekort, selvbetjeningen, kontaktinformationer og andre nyttige ting. Men du finder naturligvis også information om det sjoveste ved studiestart – Rusugen 2020.

Studiestart

Undervisningen begynder i uge 35, men din studiestart begynder allerede i rusugen, som starter mandag den 17. august 2020 kl. 09:00. Din rusuge vil bestå af en blanding af sociale og faglige arrangementer. Tutorerne på dit fag har planlagt rusugen, og de har beskrevet det vigtigste om din studiestart i din Ruspjece for Psykologi, som du finder længere nede på siden.

Det er ikke obligatorisk at deltage i rusugen, men vi opfordrer alle til at deltage, da du udover de sociale aktiviteter modtager en masse faglig og studierelevant information i løbet af ugen.

I midten af august får en du mail eller et brev fra rusfolkene, der fortæller mere om studiestart og rusugen.

Find vej første dag

Vi glæder os til at se dig mandag d. 17. august 2020 kl. 09:00 i Store Juridisk Auditorium, bygning 1343, lokale 275.

Du kan finde bygningens placering og printe et kort fra AUs bygningskort.

Du kan også finde vej ved hjælp af AUs app. Søg efter: AU Find

Hold dig orienteret

Studieportalen for Psykologi er din indgang til information om blandt andet studieliv, studievejledning, fag, studieordninger og eksamensformer. Vi anbefaler, at du tjekker siden mindst én gang om ugen.

Når du starter på Aarhus Universitet kan du hjælpe dig selv godt i gang ved at gennemgå listen af  "need-to-do" og "need-to-know," som du finder her: Tjekliste til nye studerende. Her kan du bl.a. finde information om boglister, timeplaner, it og meget andet.

Personlige timeplaner

Alle studerende (nye og tilvalgsstuderende) kan i medio august finde deres personlige timeplaner på studieportalen under menu punktet 'Undervisning og eksamen' og 'Timeplaner'.