En geopolitisk forklaring på Ruslands indgreb i Ukraine

Hvad ligger bag Ruslands annektering af Krim og den konfronterende politik over for Ukraine? Adjunkt i statskundskab, Elias Götz, udfordrer det almindelige fokus på Putins personlighed og baggrund i KGB og argumenterer i stedet for, at politikken skyldes geopolitiske interesser.

09.10.2015 | Ingrid Marie Fossum

Enten vi kan lide det eller ej, kan vi bedst forstå Ruslands opførsel over for Ukraine som et svar på geopolitiske imperativer. Forestil dig, hvordan politikere i Washington ville reagere, hvis Kina tilbød at indgå en stor sammenslutningsaftale med Canada. Forestil dig videre, at denne aftale var underskrevet af en overgangsregering i Ottawa, som fra Washingtons perspektiv var kommet til magten med hjælp fra Bejing. Som om det ikke var nok, forestil dig, at Kina havde oprettet flere militærbaser i Carribien, direkte imod Det Hvide Hus’ ønske, og nu talte om at opstille militær infrastruktur i British Columbia.

Man behøver ikke at være Nostradamus for at forudse, at USA ville strække sig langt for at forebygge, at det skulle ske, og hvis muligt trænge tilbage Kinas indflydelse i den vestlige halvkugle. Den samme logik gælder i forhold til Ruslands Ukraine-politik i dag. På samme måde som amerikanerne vil forhindre nabolande i at blive del af styrker med lande udefra, gør Rusland det samme.

Sådan lyder kerneargumentet, når adjunkt i statskundskab Elias Götz forklarer Ruslands politik over for Ukraine i sin prisvindende artikel ”It’s geopolitics, stupid: explaining Russia’s Ukraine policy”, der netop er kåret til den bedste artikel udgivet i de tre første numre af det nye tidsskrift Global Affairs.

Forklaringen bunder i geografien

Elias Götz fremhæver mere konkret tre geopolitiske faktorer: Ukraines geografiske placering, EU's øgede aktivisme i Østeuropa og Ukraines regerings pro-vestlige orientering. Tilsammen giver de Rusland et stærkt incitament til at føre en selvhævdende politik over for Ukraine, forklarer Elias Götz.

”Ruslands mål er at forhindre, at nabolandene bliver del af udenforstående magtgrupperinger. Målet er at få noget af kontrollen over Ukraines udenrigspolitiske orientering tilbage, og hvis det ikke er muligt at etablere et bælte af pro-russiske provinser i det østlige Ukraine,” siger Elias Götz.

Putin gør som enhver russisk præsident

Mange observatører fokuserer på præsident Putins rolle i politikken over for Ukraine. Men Elias Götz argumenterer for, at grundet Ukraines geografiske placering, vil enhver præsident i Moskva gå langt for at skaffe en form for kontrol over Kievs udenrigs- og forsvarspolitik. Sådan var det også i 1990’erne og under Boris Jeltsin. Det skyldes altså ikke Putins personlighed og fortid inden for KGB.

Putin står heller ikke alene med sine holdninger, da han deler frygten for, at Ukraine får for tætte bånd til EU og NATO med den almindelige befolkning og politikere på højre- og venstresiden i Rusland.

Ved at opretholde uroen i den østlige del af Ukraine sørger Rusland for, at Ukraine ikke optages i NATO, da man ifølge NATOs regler ikke må have etniske konflikter og uløste konflikter om landområder, hvis man skal være en del af alliancen.

Et tæt bånd til EU kan gå videre end blot økonomisk samarbejde. Det vil også betyde, at Ukraine integreres i EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik, hvilket ikke er i Ruslands interesse. En stor del af den russiske politiske elite ser derfor med mistro på EU’s intentioner og EU’s øgede aktivisme i Østeuropa.

Heller ikke Ruslands kultur og selvopfattelse kan alene forklare politikken over for nabolandene. Påstanden om, at det ligger i Ruslands DNA at være den dominerende magt i Central Eurasien, mister noget af sin styrke, når man kigger tilbage i historien på det persiske rige og på USA. De har også jagtet regional dominans, uden at de har haft samme identitet som Rusland. Ruslands politik over for nabolandene er derfor hverken unik eller ekstraordinær.

Vestens nuværende politik er ineffektiv og virker potentielt imod hensigten

Forstår man Ruslands geopolitiske drivkraft, kan man udvikle en smartere politik over for landet. Den nuværende politik er ineffektiv og misforstået. Elias Götz’ råd til vestens ledere er derfor at behandle Rusland som en normal stormagt og forsøge at dyrke et normalt forhold til landet. Stramme sanktioner vil blot ødelægge samarbejdet.

Han ser rige samarbejdsmuligheder med Rusland, som der hellere kunne fokuseres på. Det kan være samarbejde om strategisk våbenkontrol, sikkerhed i forhold til atomvåben, terrorbekæmpelse og kampen mod f.eks. HIV og AIDS, narkohandel og miljøproblemer.

”Hvis Vesten vil øge sin indflydelse i det centrale Eurasien, skal EU holde op med at lave tomme løfter og i stedet bakke ord op med handling. Man burde tilbyde diplomatisk, økonomisk og militær støtte til de lande, som lige for næsen af Rusland har mod på at styrke deres bånd til vesten,” siger Elias Götz.

Der er nemlig ikke udsigter til, at Ruslands politik tager en anden drejning:

”Rusland vil fortsætte med at søge regional dominans, selvom Putin går af,” afslutter Elias Götz.

Yderligere info

Elias Götz, adjunkt i statskundskab
Aarhus BSS
Elias@ps.au.dk
8716 5614

 

 

Opslag