IFSK-studerende vinder international pris for opgave om forholdet mellem statskapcitet og demokratisering

V-Dem Best Student Paper Award 2016 går til statskundskabsstuderende Lasse Leipziger fra Aarhus BSS.

29.06.2016 | Ingrid Marie Fossum

Kandidatstuderende i statskundskab Lasse Leipziger. Foto: Institut for Statskundskab

Forskningsinstituttet Varieties of Democracy ved Göteborgs Universitet har kåret statskundskabsstuderende Lasse Leipziger fra Aarhus BSS som vinder af V-dem Best Student Paper Award 2016.

Komiteen er imponeret over Lasse Leipzigers opgave, hvor han bruger V-dem-data på 122 lande i den tredje demokratiseringsbølge til at vise, at lande med lav statskapacitet kan udvikle demokrati først, og at demokrati efterfølgende er medvirkende til at styrke statskapacitet over tid.

I begrundelsen for prisuddelingen fremhæver komiteen, at opgaven både repræsenterer en meget sofistikeret og imponerende oversigt over de relevante teorier, et elegant og iøjnefaldende design samt overbevisende resultater.

Tak fra prisvinderen

Prisen består af 500 dollars, og Lasse Leipzig får desuden mulighed for at præsentere sine forskningsresultater ved en V-Dem-konference.

”Jeg er meget stolt over at modtage Varieties of Democracy-prisen. At få denne type anerkendelse for sit arbejde fra et forskningsnetværk med så mange dygtige forskere, kan jeg kun være meget glad for,” udtaler Lasse Leipziger og fortsætter:

”Det er samtidig utrolig motiverende for mig ift. at arbejde videre med politologiske problemstillinger inden for demokratisering og statsdannelse.”

Han retter også en tak til instituttets forskere, som har hjulpet ham på vejen frem:

”I samme ombæring vil jeg også sige, at der altid har været rigtig gode muligheder for at få hjælp og vejledning hos forskerne på Institut for Statskundskab. På den måde er der jo virkelig gode rammer for os som studerende at dykke godt ned i en problemstilling.”

Læs mere på V-Dems hjemmeside

Opslag