Rejselegat på 25.000 til statskundskabsstuderende

Lasse Egendal Leipziger fra statkundskab har vundet Dronning Margrethe IIs rejselegat på 25.000 kroner. Hensigten med legatet er at gøre det muligt for legatmodtagerne at studere i udlandet i forbindelse med deres studier på Aarhus Universitet.

07.09.2015 | Ingrid Marie Fossum

Lasse Egendal Leipziger har færdiggjort sin bacheloruddannelse i statskundskab ved Aarhus BSS og er nu i gang med første semester af sin kandidatuddannelse. Han har ved siden af fagets store pensum magtet at være studentermedhjælper på et stort forskningsprojekt ledet af lektor Carsten Jensen om reform af velfærdsstater.

I sin studietid har han, ud over at præstere et højt karaktergennemsnit, også vist interesse for at give noget igen til sine medstuderende, bl.a. med frivilligt arbejde som arrangør af Aarhus Symposium i 2014 – et symposium, der har til formål at forbinde de studerende med ledende beslutningstagere i det omgivende samfund. 

Lasse Egendal Leipziger har en international baggrund. Han er vokset op i både Tyskland og Danmark, har boet et år i USA som dreng og tilbragt yderligere et år som udvekslingsstudent i Mexico i gymnasietiden. Rejselegatet skal hjælpe med at finansiere et ophold i efterårssemestret ved det prestigefyldte Institut d’'études politiques de Paris, der bl.a. tæller en række franske præsidenter blandt sine alumner. 

Opslag