Studenterforeninger skaber liv på universitetet

Tirsdag besøgte den amerikanske ambassadør Rufus Gifford Institut for Statskundskab – et besøg to studenterforeninger stod bag.

10.04.2014 | Nina Hermansen

Emil Zink Tronche og Maria Mundt fra PF og IP-NU tog imod ambassadør Gifford. Foto: Lars Kruse, AU Kommunikation

At stable store arrangementer med vigtige personer på benene er noget, der ville give de fleste sved på panden og få dem til at ligge søvnløse om natten.

Men det sker ikke for de unge statskundskabsstuderende, der er frivillige i studenterforeningerne Politologisk Forening og International Politik – NU. Begge foreninger har det seneste år arrangeret store begivenheder, hvor alt fra NATO’s generalsekretær, Anders Fogh, til den danske ambassadør i Ukraine har været forbi instituttet til snak og debat med de studerende.  

Tirsdag 8. april havde foreningerne atter slået kræfter sammen og sørget for, at den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford, besøgte et fyldt Store Juridisk Auditorium, hvor studerende var klar til at debattere alt fra Krim-krisen til NSA’s aflytninger og den transatlantiske frihandelsaftale.

Se alle billederne fra besøget her

Arrangementet var sat i søen af International Center, men alt det praktiske var lagt ud til foreningerne på instituttet.

"Jeg føler, at jeg får et meget større engagement i forhold til studiet. Man er med til at skabe liv på universitetet – og det giver bare helt vildt meget," sagde Mia Rytter Lund fra Politologisk Forening som forklaring på, hvorfor hun arbejder frivilligt mere end ti timer om ugen.

Foreningen afholder årligt fem arrangementer af varierende størrelse, og formålet er at give de statskundskabsstuderende skæve tilgange til den daglige undervisning såvel som praktisk indblik i livet på den anden side af studiet.

"Vi får også mere appetit på de fag, vi har, men det handler lige så meget om at netværke om noget sjovt. Vi får lov til at møde en masse sjove mennesker, både her på studiet, men også ude i virkeligheden. Og det er jo noget, vi kan bruge arbejdsmæssigt bagefter," supplerede Kirstine Juul Holm fra International Politik – NU.

Hun havde brugt lang tid op til arrangementet på at koordinere og forberede, hvilke emner ambassadøren skulle tale om. I modsætning til Politologisk Forening er IP-NUs formål udelukkende rettet mod at fremme debatten om international politik blandt studerende og medarbejdere ved IFSK.

Opfordrer til dialog 

På spørgsmålet om, hvordan det lykkes at få store navne som Fogh og Gifford på besøg, var Mia Rytter Lund og Kirstine Juul Holms enkle svar, at de oplever, at universitetet lægger op til dialog mellem mennesker, og det giver hovedpersonerne lyst til at komme forbi.

"I tilfældet med Anders Fogh tror jeg faktisk, at han selv kontaktede universitetet og sagde, at han gerne ville tale med de studerende," forklarede Mia Rytter Lund, mens Kirstine Juul Holm fortalte, at det ofte er de store navne, der er nemmest at få til at komme. De ved, at de kan få taletid.

"Det er ved de mindre arrangementer, vi skal arbejde hårdt for at lokke folk til. Vi er jo frivillige organisationer, så vi har ikke økonomi til at betale dem."

Det virkede imidlertid ikke som om, at Rufus Gifford havde været svær at overtale: Han var tydeligvis begejstret over at se de mange ivrige og spørgelystne studerende.

"Jeg elsker dialogen ved arrangementer som det her. Vi kan helt sikkert godt tale om Rusland og situationen på Krim – alt er på bordet. Nu da jeg har lært danskerne at kende, ved jeg, at I er meget vidende og interesseret i at høre mere om det amerikanske politiske system, så det kan jeg også nemt tale om," sagde Gifford, der blandt andet stod bag verdenshistoriens dyreste valgkampagne, da han var fundraiser for præsident Barack Obamas valgkamp i 2012

"Jeg vil virkelig gerne høre jeres meninger; jeg betragter det som en del af mit job. Mange spørger mig: Hvor hårdt kan dit job egentlig være? Du er i Danmark. Men jobbet er det, du gør det til – og jeg vil ikke stoppe med at være opsøgende. Så forhåbentligt vil jeg få chancen for at snakke med jer igen, hvis I gider høre på mig?"

I så fald bliver det nok atter studenterforeningerne, der trækker læsset! 

 

 

 

 

 

 

Studerende