Studerende vinder case competition og en check på 10.000 kr.

En gruppe bestående af både økonomi- og statskundskabsstuderende har netop vundet en case competition arrangeret i samarbejde med Børn og Unge-afdelingen i Aarhus Kommune.

28.06.2016 | Susie Munk Jensen

Et hold studerende fra faget Applied Public Policy har brugt forårssemesteret på at udarbejde en analyse for Aarhus Kommune omkring, hvordan man fastholder udsatte grupper på ungdomsuddannelserne i Aarhus. De studerende fra Aarhus BSS har i den forbindelse ageret konsulener og dannet deres egne små bureauer.

Vindergruppen Engage Consulting imponerede Aarhus Kommune med deres projekt, hvor de havde udarbejdet fire konkrete, interessante og modige anbefalinger. Rådmand Bünyamin Simsek var selv tilstede for at udnævne vinderen af case competitionen og den check på 10.000 kr., som fulgte. Han begrundede valget med følgende:  

”Opgaven var virkelig interessant læsning, og den giver inspiration til, hvordan vi kan videreudvikle de analyser, vi selv laver, fordi den sætter nye tanker i gang om, hvordan vi kan styrke vores kvalitetsarbejde.” 

Dygtige studerende

Vindergruppen bestod af Mikkel Karlsen, Johannes Christensen og Ellen Sannes Østerby Hall. Førstnævnte er økonomistuderende, mens de andre to læser statskundskab. De tre studerende har ifølge deres underviser imponeret med deres arbejdsindsats igennem hele semestret, som de da også sluttede af med et flot 12-tal.  

”Det er meget velfortjent, at netop de tre blev vindere af case competitionen. De er enormt modne og sikre på deres analyser, og jeg er imponeret over den måde, de har arbejdet med opgaven på,” fortæller Lars Skipper, lektor på Institut for Økonomi.  

Samarbejde mellem Aarhus BSS og Aarhus Kommune

Bünyamin Simsek benyttede også lejligheden til at takke de studerende på Aarhus BSS for den viden og inspiration, som de gennem årene har bidraget med til Aarhus Kommune:

”Vi har igennem fem år har et tæt samarbejde, og vi har i Børn og Unge virkelig stor gavn af samarbejdet. Som studerende kommer I med viden, som gør os klogere på vores problemstillinger. ”

I år var vinderopgaven desuden så interessant, at de studerende blev spurgt, om de vil præsentere deres opgave for hele ledelsen i Børn og Unge, ledelsen Sociale forhold og Beskæftigelse samt for en gruppe fagfolk, som til daglig arbejder de unges overgang til ungdomsuddannelse.

Opslag