ASB version 3.0 - Definér fremtidens ASB i fællesskab med nogle af Danmarks hotteste navne

25.02.2009 | nifa

ASB Studenterforum og Studenterlauget går her i foråret sammen om et spændende joint venture-projekt. Formålet med projektet, som vi kalder ASB 3.0, er at udvikle en visionær og fremtidssikrende strategi for ASB. Strategien skal definere, hvad der skal til for, at ASB også i fremtiden kan være helt fremme i skoene, når det gælder områder som faglighed og studiemiljø. Denne strategi skal defineres af studerende på ASB i fællesskab med nogle af erhvervslivets hotteste navne...

I løbet af uge 17 og 18 vil omkring 40 studerende kaste sig ud i undersøgelsen af fire områder, der er centrale for tilblivelsen af en visionær og vidtfavnende strategi for ASB. De fire områder er:

  • Teknologi/IT
  • Studiemiljø
  • Læring
  • Værdiskabelse

Grupperne vil have frie rammer til at udforske, tegne, filme eller forme de forskellige emner på alle tænkelige måder. Der vil være mulighed for at kontakte specialister, institutioner eller virksomheder, og vi har samlet en række spændende erhvervsledere, der vil komme med input og tegne et nuanceret og visionært billede af, hvilken fremtid ASB går i møde. Der vil blandt andre blive mulighed for at møde:

- Anthony Aconis – branding af fremtidens universitet

Anthony Aconis har flere års erfaring fra den danske og amerikanske reklamebranche. Han har været Senior Vice President hos reklamegiganten Lowe i New York, hvor han havde det strategiske ansvar for Heineken, Lego og 3Com, og senest strategisk direktør hos La Familia i København. Anthony Aconis er født i 1970, uddannet på Handelshøjskolen i København og handlede med kunst og antikviteter, før han begyndte i reklamebranchen. I dag driver han firmaet Fireball.

- Anna Kirah – fremtidens læring

Anna Kirah var chef-antropolog for Microsoft, da hun i 2005 blev kåret som virksomhedens vigtigste medarbejder. Hun er psykolog og antropolog af uddannelse og har i Danmark været med til at starte den spændende uddannelsesvirksomhed 180 Academy.

- Anne Skare Nielsen – fremtidens organisationer og ledelse

Anne er leder af den innovative og futuristiske virksomhed Future Navigator. Mangler man retning for fremtiden, er Anne personen, der kan udvide ens horisont og tegne et klart billede af fremtiden.

- Peter Busch – fremtidens læring

Peter Busch er ansat på KaosPiloterne som knowledge brooker og har en lang erfaring fra konsulentbranchen med speciale i læring og informations- og kommunikationsteknologi. Peter har skrevet om fremtidens teknologier og samfund og arbejdet med KaosPilotuddannelsen i en årrække.

- Ulrik Haagerup – fremtidens organisationer og ledelse

Ulrik Haagerup er uddannet journalist og har en mastergrad fra Stanford. Han er tidligere chefredaktør på JyllandsPosten og Nordjyske Medier, hvor han har arbejdet intensivt med nye ledelses- og organisationsformer. Dette er han nu ved at overføre til nyhederne på Danmarks Radio.

- Kim Skaue – fremtidens it-drivere

Kim Skaue er tidligere strategidirektør for Sonofon og Telenor og er i dag ejer af E-Bag, Blue Planet Innovation og en række andre iværksætter-virksomheder, der arbejder med fremtidens it-løsninger til læring.

- Preben Mejer – fremtidens it-drivere

Kendt fra Innovation Lab og utallige optrædender i medierne.

De forskellige strategiforslag vil blive fremlagt den 1. maj 2009 kl. 12.00 i aulaen, hvorefter de forskellige forslag vil blive vurderet af ASB Studenterforum og Studenterlauget. De mest kreative og visionære strategier vil blive sammensat og indgå i den endelige strategi ASB 3.0, som derefter vil blive præsenteret for Børge Obel samt blive offentliggjort til ASB's årsfest den 29. maj.

Vi har høje forventninger til den lidt skæve, men samtidig dynamiske tilgang til udviklingen af ASB 3.0. Vi håber og tror, at den vil inspirere til den fortsatte udviklingen af ASB, og at den vil være med til at gøre ASB til en handelshøjskole i verdensklasse. Har du lyst til at deltage i projektet så send en mail til kontakt@asbstudenterforum.dk inden den 1. april.

Vi glæder og meget til at høre fra dig!

Med venlig hilsen

ASB Studenterforum

Af Karim Frølund, næstformand ASB Studenterforum

312170 / i40