ASB.dk - nu med god samvittighed

17.06.2010 | sannera

                                                     

ASB har med lanceringen af en CO2-neutral hjemmeside taget konsekvensen af det voksende energiforbrug til it- og internetaktiviteter. Helt konkret har ASB neutraliseret den miljøbelastning, som asb.dk forårsager ved at tilmelde sig IngenCO2.dk's initiativ "CO2 neutralt website".

Som et led i det nye strategiske tema "Bæredygtig vækst via innovation", har ASB Media besluttet at gøre asb.dk til et "CO2 neutralt website".

Initiativet bag "CO2 neutralt website" er dansk. Der er tale om et frivilligt klimaprojekt, søsat af folkene bag IngenCO2.dk, som har til formål at fjerne den voksende internet-relaterede CO2-udledning. Som bruger af ASB.dk vil man derfor fremover kunne spotte ikonet for "CO2 neutralt website" nederst på sitet. Via denne tilmelding bidrager ASB desuden til "IngenCO2's" øvrige klimaprojekter.

Et skridt på vejen
Med internettets mange muligheder er den generelle web- og it-aktivitet steget voldsomt. Denne udvikling har stor betydning for strømforbruget, da produktionen af strøm er lig CO2-udledning.

- Når man tænder for sin computer og surfer ind på fx asb.dk, bruger man en masse strøm. Det samme gælder for ASB, som bruger strøm på at drive serverne bag hjemmesiden. Det samlede forbrug af IT og internet er derfor direkte forbundet med omfanget af den CO2, som ASB og brugerne af ASB's hjemmeside udleder, forklarer projektleder Nikolaj Høncke Keldorff fra ASB Media.

Frem for at lade det være op til den enkelte bruger at skære ned på den personlige CO2-udledning, løfter ASB nu sin del af opgaven ved at neutralisere den miljøbelastning, som hjemmesiden forårsager. Tiltaget skal ses som et udtryk for, at ASB tager sit samfundsansvar alvorligt. Det kan måske virke som et lille skridt, men selv et lille tiltag som dette har også sin berettigelse, når miljøregnskabet gøres op.

CO2 kvote-systemet
Foretagendet "CO2 neurtralt website" hviler på et CO2-kvote-system (EUA), oprettet i EU regi, som omfatter alle energitunge virksomheder. En CO2-kvote giver ASB retten til at udlede 1 ton CO2. I Danmark kontrolleres dette udslip af Energistyrelsen. ASB's deltagelse i "CO2 neutralt website" indebærer derfor, at skolens andel af den CO2-kvote, der svarer til hjemmesidens forbrug, cleares hos energistyrelsen. Køb af CO2-kvoter til drift af ASB's webflader skal ses som et enkelt skridt på vejen.

Men nytter det egentlig noget?
Mange vil nok spørge sig selv, om CO2-neutraliseringen af asb.dk nytter, eller om der ikke blot er tale om et tiltag, som skal skabe positiv opmærksomhed omkring ASB.

Når Ingenco2.dk køber CO2-kvoter og efterfølgende får dem annulleret hos Energistyrelsen, bliver der færre kvoter til rådighed for de virksomheder, der er omfattet af lovgivningen. Det har den virkning, at virksomhederne tvinges til at reducere deres CO2-udledning, for at opfylde EU-kravene.

- CO2-neutraliseringen af asb.dk betyder jo ikke, at vi selv direkte sparer på strømmen, men det betyder, at vi søger at påvirke det globale CO2 regnskab i en positiv retning, forklarer Nikolaj Høncke Keldorff.

Han tilføjer, at ASB har mere end 2,3 millioner besøgende på asb.dk om året. Hermed forhindrer man fra ASB's side udledningen af den mængde CO2 som 2,3 millioner besøgende udleder årligt. Tallene taler for sig selv, og der er efter Nikolaj Høncke Keldorffs opfattelse ingen grund til at lade være med at tage dette skridt.

ASB Media arbejder på at identificere flere konkrete services, som kan give yderligere strømbesparelse.

Har du kommentarer til CO2-neutraliseringen af asb.dk? Så giv din mening til kende på Facebook-gruppen Sustainable Innovation @ Aarhus School of Business.


Yderligere information



Nikolaj Høncke Keldorff
Webprojektleder
Tlf.: 86191
E-mail: nihk@asb.dk

                                                                                                                                    /Melissa McCann Thomsen

Studerende