BAMMC og MACC-uddannelser skal ikke længere udbydes

Aarhus Universitet har modtaget en tilbagemelding fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, der betyder, at BAMMC/MACC-uddannelserne ikke længere skal udbydes. Alle indskrevne studerende får dog mulighed for at afslutte den uddannelse, de er indskrevet på. Der afholdes informationsmøde for de berørte studerende d. 22. november.

13.11.2018 | Sinne Brandt Jakobsen

Uddannelses- og forskningsministeriet har givet Aarhus Universitet besked om, at BAMCC og MACC-uddannelserne på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS ikke længere skal udbydes. Lukningen sker i forlængelse af Uddannelses- og Forskningsministeriets beslutning om, at der skal ske en reduktion i antallet af engelsksprogede studerende på universiteterne.

Prodekan for uddannelse Per Andersen understreger, at alle allerede indskrevne studerende får mulighed for at færdiggøre deres bacheloruddannelse og kandidatuddannelse. Aarhus BSS vil desuden i den kommende tid gøre alt, hvad man kan for at sikre, at de studerende kan fortsætte på en relevant kandidatuddannelse. Per Andersen har inviteret alle berørte studerende til informationsmøde d. 22. november, hvor studieleder Christa Thomsen og institutleder Jacob Kjær Eskildsen også deltager.

Fakta om lukningen
Lukningen af BAMMC sker i forbindelse med sommeroptaget 2018, mens lukningen af MACC gennemføres fra optaget 2019. Det betyder, at BAMMC-studerende, der forventer at blive færdige til sommer, dvs. årgang 2016, har et retskrav på at fortsætte på kandidatuddannelsen MACC.

BAMMC-studerende fra årgang 2017 og 2018 skal derimod optages på andre kandidatuddannelser. Aarhus BSS vil i den kommende tid tilbyde studerende den nødvendige studievejledning i forhold til færdiggørelse af deres bacheloruddannelse og muligheder for at fortsætte på en relevant kandidatuddannelse.

De fulde implikationer af lukningen af de to uddannelser kendes ikke endnu. Derfor vil Aarhus BSS i den kommende tid danne sig et overblik over beslutningen og igangsætte et samarbejde med alle relevante organer og nævn, både på medarbejdersiden og på studentersiden.

Vil du vide mere?
Der vil inden længe blive oprettet en side, hvor du kan orientere dig omkring, hvad lukningen af de to uddannelser betyder for dig. Så hold øje her på din studieportal.

Der vil desuden blive afholdt et informationsmøde d. 22. november fra 16-17 i bygning 2640, lokale 119B (Store Sal).   

Indtil da er du velkommen til at kontakte prodekan Per Andersen, hvis du vil vide mere:

Prodekan Per Andersen
E-mail: perandersen@au.dk
Tlf.: +4587165745

Studerende