Flere studierelevante jobs til århusianske studerende

23.02.2007

Samtidens studerende er bevidste om, at relevant erhvervserfaring er vigtig at have med i bagagen, når de som nyuddannede skal ud og søge deres første job. Skal Århus kunne hamle op med København i kampen om at fastholde og tiltrække ressourcestærke studerende, kræver det derfor, at der i smilets by gøres en aktiv indsats for at skabe et bredere udvalg af studierelevante jobs. En undersøgelse foretaget blandt århusianske virksomheder og studerende på henholdsvis ASB og Århus Universitet viser, at potentialet for at skabe flere jobs er til stede – det bliver bare ikke udnyttet godt nok.

Denne udfordring har en arbejdsgruppe med Borgmester Nikolaj Wammen i spidsen (og bl.a. repræsenteret ved konsulent fra ASB Karrierecenter Rasmus Jakobsen) taget op og har udarbejdet et katalog med ideer til, hvordan de muligheder, mange århusianske virksomheder ligger inde med, fremover kan omsættes til konkrete studiejobs.

Arbejdsgruppen peger på to overordnede indsatsområder: For det første skal opmærksomheden på studiejobs øges hos både virksomheder og studerende. Det skal eksempelvis ske ved at skabe forskellige fora og events, hvor de to parter har mulighed for at etablere en kontakt til hinanden. For det andet skal både virksomheder og studerende blive bedre til at identificere deres gensidige behov for hinanden, samt vise hvilke kompetencer de hver især kan tilbyde. I den forbindelse opfordres uddannelsesinstitutionerne til at klæde de studerende bedre på til at søge studiejobs, fx ved at tilbyde deciderede jobsøgningskurser.

På ASB har kontakten mellem erhvervslivet og de studerende længe været i fokus, og det faktum, at ASB Karrierecenter fra marts får skolens mest centrale placering i forhallen, er et fysisk symbol på, at de studerendes karrieremuligheder prioriteres højt. Siden karrierecenteret åbnede for lidt over et år siden, har de studerende dagligt kunne få rådgivning om CV-skrivning, jobsamtaler og andre karriererelaterede emner, der kan ruste dem til at realisere drømmen om et studierelevant arbejde. Med arrangementer som JOB- og VirksomhedsDating har karrierecenteret også åbnet op for, at der skabes en direkte dialog om mulighederne for et gensidigt udbytte de studerende og virksomhederne i mellem.

Erfaringen fra karrierecenteret er, at mange virksomheder allerede er meget bevidste om fordelene ved at ansætte studerende. Men selvom interessen er stor, så er der stadig brug for mange flere studiejobs. Det, at der nu fra kommunens side tages initiativ til at løse dette problem, vil forhåbentlig medvirke til, at endnu flere virksomheder får øjnene op for den uudnyttede ressource ASB ligger inde med i form af dygtige studerende, der er ivrige for at afprøve studiets teoretiske redskaber i praksis.