HVB støtter ruserne

08.08.2008 | kibl

Rusugen står for døren, og snart vælter de nye studerende ind til fire dages introforløb, inden studiet for alvor starter. Hvad mange ikke ved er, at Handelshøjskolens boghandel, HVB har en stor økonomisk andel i, at rusugen kan lade sig gøre.

HVB har en stor andel i, at de studerende kan mødes i rusugen og på den måde nå at lære hinanden at kende, inden det går løs med bøger og atter bøger. Hver år støtter HVB nemlig rusugen økonomisk, og i år har HVB sponsoreret de fire introdage med 44.640 kroner. De mange penge bliver blandt andet brugt til gavekort under rusugen, rushåndbog og rustur.

- Det er vigtigt, at de nye studerende får en god start på deres studium med en god oplevelse af det nye studiested, samt får mulighed for at knytte gode bånd både til deres medstuderende samt ældre studerende. Jeg er ret sikker på, at RUS-arrangementet på Handelshøjskolen er et af de bedst organiserede, fortæller Mogens Rønnow Poulsen, som er daglig leder af HVB.

Det stopper ikke her
Men rusugen er ikke det eneste, som HVB sponsorerer. Foruden at sponsorere rusugen, støtter HVB også de studerende på en lang række andre områder. Blandt andet støtter HVB studenterforeningers studierejser, ASB revyen, og i år har HVB uddelt rejselegater for 138.000 kroner. Disse rejselegater går primært til free-movere, det vil sige, de studerende, som har valgt andre universiteter end dem, som Handelshøjskolen samarbejder med og som dermed selv skal betale for deres udvekslingsophold.

- Vores politik er at støtte så mange som muligt, og jeg synes, det er dejligt at arbejde i en boghandel, hvor overskuddet kommer de studerende til gode. Vi har et slogan, som siger: "Støt os, vi støtter dig", fortæller Mogens Rønnow Poulsen.

Fakta
- HVB er oprettet af studerende i 1967

- HVB er en non-profit organisation, hvor en stor del af overskuddet går tilbage til de studerende.

- HVB havde i år et overskud på 480.128 kroner, heraf blev 330.190 kroner givet tilbage til de studerende.

- Du kan læse mere om HVB på www.hvbog.dk


Kit Balle Laursen

312170 / i40