Indstilling til Rektoratet om ny Aarhus School of Business and Social Science

08.06.2010 | mge

På baggrund af møde d. 4. juni 2010 mellem dekan Svend Hylleberg og dekan Børge Obel er udarbejdet nærværende indstilling vedr. overordnede principper for dannelsen af et hovedområde ved en sammensmeltning af SAM og ASB.


Indstillingen sker bl.a. på baggrund af en analyse af internationale akkrediteringer i forskellige organisatoriske scenarier, der er blevet udarbejdet af et udvalg af prodekaner og institutledere fra SAM og ASB.


Analysen peger på en række fordele og risici ved forskellige modeller for organisering, og dekanerne har efter afvejning af disse besluttet at indstille, at det nye hovedområde skal akkrediteres i sin helhed. Dette indebærer en organisering i en "bred business school", jf. nedenfor.


Indstilling


Det indstilles hermed til rektoratet, at § der som led i den faglige udviklingsproces gennemføres en fusion af SAM og ASB samt evt. fagligheder der i dag hører hjemme på øvrige hovedområder, men som efter nærmere analyse mest hensigtsmæssigt vurderes at høre til i dette faglige fællesskab.


§ det nye hovedområde fortsætter som en universitetsskole (jf. BEK nr. 1463 af 13/12/2006) med det formål at maksimere sandsynligheden for, at hovedområdet i sin helhed vil kunne bevare EQUIS-akkrediteringen og momentum ift. færdiggørelse af AACSB- og AMBA-akkrediteringerne.


§ hovedområdet får navnet Aarhus School of Business and Social Science (AASBSS), med det danske navn Fakultet for Erhverv og Samfund.


Både SAM og ASB ser store potentialer i en fælles organisering, der skaber mulighed for nye tværfaglige samarbejder og en konsolidering af de stærke fagligheder på de to nuværende hovedområder. Modellen giver unikke betingelser for at skabe nye uddannelsesprogrammer og forskningsmiljøer ved at bevare, udvikle og sammenbringe de stærke fagligheder på SAM og ASB.


Videreførslen af universitetsskolen er akkrediteringsteknisk betinget, idet der i alle andre henseender vil være tale om et nyt hovedområde baseret på gensidig respekt mellem de faglige miljøer i den nuværende organisering.


Der er risici forbundet med den foreslåede organisering for såvel SAM som ASB, men vurderingen er, at disse kan minimeres ved den rigtige implementering og dermed overskygges af de både faglige og administrative potentialer der er forbundet med at skabe Aarhus School of Business and Social Science.


Dekan Svend Hylleberg og dekan Børge Obel

Studerende