ITU Telecom World 2009 Youth Forum

26.01.2009 | mortenv

ITU, som er FN's organisation for informations- og kommunikationsteknologi, afholder mellem den 5. og den 9. oktober 2009 det såkaldte ITU Telecom World 2009 Youth Forum i Geneve i Schweiz.

ITU har i den forbindelse tilbudt at sponsorere to danske studerendes deltagelse i forummet, således at rejse og logi dækkes, og der udbetales et mindre beløb i lommepenge.

ITU Telecom World Youth Forum, som er blevet afholdt siden 2001, er et diskussionsforum, hvor unge fra hele verden får mulighed for at drøfte, blandt andet hvorledes IKT-teknologi kan anvendes til at skabe social og økonomisk vækst. Arrangementet finder sted i tilknytning til ITU Telecom World. ITU Telecom World er et stort arrangement, hvor den nyeste teknologi på IKT-området fremvises, og en række af de større interessenter mødes for at drøfte spørgsmål i relation til IKT-området.

I kan læse mere om forummet på: http://www.itu.int/WORLD2009/forum/youth.html.


Tilmeldingsskema

Procedurerne for udvælgelse af kandidater:

Kandidaterne udvælges på baggrund af et essay: Essayet skal være mellem 250 og 500 ord og have overskriften "What is the biggest problem facing people in your community and how would you use information and communication technology to solve it". Essayet bedes formuleret på engelsk.

ITU har derudover fastlagt procedurerne for indsamlingen af forslag. Disse er som følger:

1: Uddannelsesinstitutionen gør de studerende opmærksomme på tilbuddet.
2: De studerende udfylder vedlagte skema og skriver ovennævnte essay.
3: Uddannelsesinstitutionen indsamler de studerendes bidrag og indsender de bedste til Videnskabsministeriet, sammen med en erklæring om, at den studerende kan være fraværende fra eventuelle kurser under forummet, og en anbefaling af den enkelte studerende med fokus på, hvorfor vedkommende vil have gavn af at deltage i forummet. Anbefalingen kan eventuelt forfattes af den studerendes underviser eller vejleder og indleveres sammen med ansøgningsskemaet og essayet.
4: Videnskabsministeriet udvælger så fire kandidater, hvis bidrag bliver fremsendt til ITU.
5: ITU udvælger de to modtagere af sponsoraterne.

ITU ønsker at sikre en lige kønsfordeling, og derfor vil sponsoraterne blive givet til én mand og én kvinde. Følgelig vil Videnskabsministeriet udvælge to kvindelige og to mandlige kandidater.

Krav til kandidaterne

- Kandidaterne skal være mellem 18 og 23 år og danske statsborgere.
- Kandidaterne skal være indskrevet på en videregående uddannelse og have færdiggjort mindst to år pr. den 30. juni 2009.
- Kandidaterne skal have kendskab til engelsk.

Vi håber, I har mulighed for at formidle muligheden for sponsoraterne ud til jeres studerende og efterfølgende indsende de bedste bidrag til Videnskabsministeriet. Bidrag bedes sendt til i-ins@itst.dk, senest fredag den 13. februar 2009.

312170 / i40