Modellen for fremdriftsreform II på Aarhus Universitet er nu godkendt

Modellen for fremdriftsreform II på Aarhus Universitet er nu blevet godkendt af universitetsledelsen, og det kommer til at få betydning for dig som studerende, da reglerne for dit studie ændrer sig.

09.05.2016 | Michael Mejlgaard Udby

Modellen for fremdriftsreform II på Aarhus Universitet er nu blevet godkendt af universitetsledelsen, og det kommer til at få betydning for dig som studerende, da reglerne for dit studie ændrer sig.  Se mere om de overordnede rammer for modellen i nyheden fra universitetsledelsen.

Selvom reglerne ændrer sig, er formålet dog stadig det samme: at studietiden skal reduceres med 4,7 måneder i 2020, ellers risikerer Aarhus Universitet en bøde på op til 240 mio. kr., hvilket vil have direkte indflydelse på uddannelsernes kvalitet.

De nye regler for fremdriftsreformen II vil have indflydelse på dit studie på længere sigt, men der er også elementer du skal forholde dig til lige nu.

Lige nu skal du være særligt opmærksom på følgende:

De nye regler gælder først fra 1. september 2016.

Det betyder, at de nuværende regler om fag- og eksamenstilmelding, samt alle dispensationer der er givet i den forbindelse, stadig gælder for sommereksamen 2016. Dette gælder også for fag tilmeldt under Summer University. Du vil derfor blive automatisk tilmeldt både 1. og 2. eksamensforsøg i dine eksaminer i sommereksamen 2016. Det vil ikke være muligt at afmelde sig disse eksaminer.

Målet er stadig, at du være fuldtidsstuderende fra 1. september 2016

-men du får mere fleksibilitet – og dermed ansvar - i forhold til at tilpasse dit studieforløb.

I efteråret 2016 er du tilmeldt 30 ECTS - obligatoriske fag er du tilmeldt automatisk, og valgfag skal du selv tilmelde dig. På grund af de nye regler vil der dog ikke blive lavet tvangstilmelding efterfølgende, hvorfor det er dit eget ansvar at sikre, at du er tilmeldt de fag, du ønsker i efteråret 2016 samt at sikre, at du består 45 ECTS per år (40 ECTS hvor der kun er prøver til 10 ECTS). Der er ikke længere et krav om, at det er 30 nye ECTS du er tilmeldt pr. semester.

Derfor får du nu mulighed for at tilpasse dit studieprogram for efteråret 2016 i perioden 16.-18. maj, hvor der vil blive åbnet for tilmeldingen igen (særligt for kandidatstuderende på Statskundskab og Samfundsfag er perioden 18.-19. maj). Husk at tilmeldingen som udgangspunkt er bindende. Hvis du skynder dig, kan du kan faktisk også nå at ændre din tilmelding inden fristen i den første runde udløber 10. maj 2016.

Du skal samtidig være opmærksom på, at du i forbindelse med tilmeldingen af fag i Studieselvbetjeningen til efterårssemestret 2016 kan få en besked om, at du ikke er tilmeldt tilstrækkeligt ECTS. Se venligst bort fra denne besked.

Hvis du i samarbejde med studievejledningen har lavet i særligt tilrettelagt program, skal du kontakte dem, før du begynder selv at ændre din tilmelding.

For specialet er der stadig automatisk tilmelding på kandidatstudiets 4. semester

-og det vil ikke være muligt at afmelde sig specialet.

Det vil sige, at for dig som studerende er reglerne omkring specialet ikke blevet ændret, og du vil blive automatisk tilmeldt specialet, når du når dertil i det normerede studieprogram. Så hvis du er startet på dit kandidatstudie i februar 2015, skal du altså – som hele tiden planlagt – skrive speciale i efteråret 2016. Studerende der starter på kandidaten i efteråret 2016, skal skrive speciale i foråret 2018.

En del af den nye model er maksimale studietider

- og du er selvfølgelig interessereret i at vide, hvad din maksimale studietid er.

Og du skal nok få det at vide, men det tager tid at udregne for alle studerende, så så snart vi har udregnet din maksimale studietid, får du mere information.

Du kan læse mere om de nye regler på din studieportal under Fremdriftsreform – Aarhus BSS, hvor de nye regler står beskrevet. Du skal samtidig være opmærksom på, at studerende der starter på en ny bachelor- eller kandidatuddannelse efter 1. juli 2016, vil også være omfattet af de nye SU-regler. Læs mere her.

For professionsbachelorerne BDE og GMM i Herning, træder nye regler først i kraft til september 2017, hvorfor de eksisterende regler fastholdes indtil da.

Studerende