Samarbejde mellem franskstuderende i Århus

28.11.2007

Fusionen mellem Handelshøjskolen og det tidligere Aarhus Universitet betyder nyt samarbejde på tværs af gamle grupperinger. Seneste eksempel på tværs af hovedområderne er den netop afholdte kompetencedag for studerende på franskuddannelserne på det fusionerede AU. Studerende fra begge lejre kalder initiativet en succes.

Overskriften på kompetencedagen for franskstuderende fra hhv. ASB og fra det gamle AU lidt længere oppe ad Ringgaden d. 22. november var "Nyt syn på Frankrig". I løbet af dagen skulle de studerende, som alle var 3. semester BA-studerende, sammen udarbejde en folder, som præsenterede Frankrig fra nye vinkler. For de studerende gav kompetencedagen dog ikke kun nye vinkler på Frankrig, men også på studierne:

- Det har været en meget hektisk, men også en rigtig god og spændende dag. Det har været dejligt konkret og meget fokuseret på det endelige produkt og dets målgruppe. Det er vi ikke så vant til på universitetet, hvor vi i hvert fald i dette semester mest beskæftiger os med litteratur og grammatik. Det har været meget lærerigt at prøve at arbejde med noget mere erhvervsrettet, fortæller Maiken Skjødt Nielsen, 3. semester franskstuderende fra det Humanistiske Fakultet (AU).

- Det har også været sjovt at arbejde i grupper i stedet for altid at følge forelæsninger og holdtimer, supplerer Sebastian Monjoin, som også læser fransk på 3. semester på AU.

I løbet af dagen blev emner fra musik, film og teater til vin, gastronomi og forstadsproblemer i et fransk perspektiv sat under lup. Det hele mundede ud i en kombineret folder om og program for en tænkt FOF-temadag om Frankrig. Den praktiske opgave var også ifølge studerende fra Handelshøjskolen et stort plus:

- Det har været kreativt og utrolig sjovt selv at få lov til at fremstille et rigtigt produkt. Og så har det jo også bare været dejligt at møde nogle andre franskstuderende, fortæller Nela Besic, 3. semester studerende på BA-uddannelsen i fransk på Handelshøjskolen.

Erhvervsorienteret fokus
Formålet var ifølge en af arrangørerne at få de studerende til at bruge deres kompetencer på kryds og tværs af deres fag:

- De fik en meget virkelighedstro case at arbejde med, netop for at de skulle kunne relatere det til et eventuelt fremtidigt job som f.eks. kulturformidler. Derudover giver kompetencedagen de studerende mulighed for at trække på forskellige kompetencer fra forskellige fag, så sammenhængen mellem fagene bliver mere tydelig, udtaler studielektor Bente Mosgaard Jørgensen fra Institut for Sprog og Erhvervskommunikation (ASB).

Yderligere oplysninger
Bente Mosgaard Jørgensen
Institut for Sprog og Erhvervskommunikation
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf. 8948 6286
E-mail: bmj@asb.dk

312170 / i40