Studieinformation

Anbefalinger til godt SU-arbejde

Der skal ikke pilles ved rammerne for samarbejdsudvalgs-strukturen på AU. Det er konklusionen på en dybdegående evaluering af SU-strukturen. I stedet skal en række anbefalinger og en guide understøtte SU-arbejdet.

I foråret 2014 nedsatte HSU (hovedsamarbejdsudvalget) en arbejdsgruppe, som skulle tilrettelægge og gennemføre en evaluering af SU-strukturen på AU. Evalueringen omfattede bl.a. en høring i samarbejdsudvalgene med inddragelse af arbejdsmiljøorganisationen samt en række fokusgruppeinterviews.

Arbejdsgruppen konkluderede, at SU-strukturen på AU i sig selv fungerer, men at der er brug for at arbejde med kommunikationen og samarbejdet inden for SU-strukturen. Derfor opstillede arbejdsgruppen en række anbefalinger til HSU:  

  • Den nuværende samarbejdsudvalgsstruktur med tre niveauer (HSU, FSU/ASU og LSU) skal opretholdes.
  • Samarbejdsudvalg og arbejdsmiljøudvalg er som udgangspunkt separate udvalg. Dog kan der indgås aftale om at sammenlægge de to udvalg.
  • På hvert HSU-møde skal der tages stilling til, hvilken orientering medarbejderne skal have fra det konkrete møde.
  • HSU-formandskabet skal arbejde videre med et fælles årshjul for samarbejdsorganisationen for at skabe sammenhæng og flow mellem de tre niveauer i samarbejdsorganisationen.

 HSU har godkendt anbefalingerne og er nu gået i gang med at implementere disse.

Guide til godt SU-samarbejde

Ud over anbefalingerne har arbejdsgruppen også lavet ”Guide til et godt SU-samarbejde”. Guiden indeholder en række forslag til, hvordan man skaber et godt samarbejde og en god kommunikation internt i udvalgene såvel som med kollegaer uden for udvalgene.

Guiden er sendt ud til alle samarbejdsudvalg til inspiration.

Fakta om SU (samarbejdsudvalg)

  • På AU er der et hovedsamarbejdsudvalg (HSU), fire fakultetssamarbejdsudvalg (FSU), et samarbejdsudvalg for administrationen (ASU) samt 42 lokale samarbejdsudvalg (LSU) - i alt 48 samarbejdsudvalg med ca. 650 medlemmer og suppleanter.
  • Formålet med samarbejdsudvalgene er at opnå en god arbejdsplads, der har fokus på kerneopgaven og er præget af kvalitet i opgavevaretagelsen, trivsel, fornyelse og effektivitet.

Yderligere oplysninger