Studerende: Svært at kombinere praktik og studie

25.02.2009 | nifa

Et praktikophold kan være en rigtig god måde at opnå relevant erhvervserfaring på og udvide sit faglige netværk. Men det er ikke altid lige nemt at få praktik og studie til at gå hånd i hånd. ASB Outline har talt med to studerende, der henholdsvis har valgt og fravalgt praktik.



Praktisk erfaring i form af et praktikophold ser godt ud på CV'et og kan ofte have afgørende betydning, når man skal søge sit første fuldtidsjob. Men hvordan får man praktik og studie til at gå hånd i hånd, når man sideløbende med praktikopholdet skal læse op til eksamen, skrive opgaver og forberede speciale? Vi har talt med to studerende, der henholdsvis har valgt og fravalgt at tage i praktik.

Per Haug, stud.merc.logistik, er i øjeblikket i en fire-måneders praktik ved Tulip. Han ser mange fordele ved at være i praktik.

- Praktikken giver mig en forståelse for, hvordan man kan arbejde med teorien i praksis, og hvordan man i en virksomhed arbejder med forskellige problemstillinger, fortæller Per Haug og tilføjer, at praktikken desuden er en god måde at skabe et fagligt netværk, der kan være til gavn, når han senere skal søge job.

Udskyder specialet
Men en praktik på 37 timer om ugen og sideløbende aflevering af 25 siders praktikrapport og fag til i alt 15 ECTS points betyder, at Per må forlænge sit studie et par måneder og vente med at starte speciale til april frem for januar som planlagt.

- Arbejdsbyrden er rigtig stor på dette semester. Det er spændende at være i praktik, men jeg synes, der er rigtig meget at se til, og det skal man overveje, inden man vælger at tage i praktik, lyder det fra Per Haug.

Han mener, at ASB burde overveje at lade et praktikophold tælle mere end 15 ECTS points.

- Hvis praktikken talte 20 ECTS points, ville jeg kunne nøjes med at følge ét fag ved siden af og dermed lettere opnå alle 30 ECTS points inden for ét semester.

Studieopbygningen lægger ikke op til praktik
Kasper Østergaard, der læser MA in Corporate Communication ved ASB, oplever ligeledes, at det er svært at koordinere praktik og studie. Han har derfor valgt slet ikke at tage i praktik.

- Jeg ville egentlig gerne i praktik, men de virksomheder, jeg var i kontakt med, ønskede en praktikant i mindst tre måneder. Og det ville betyde, at jeg ikke ville have så meget tid til at forberede mine eksamener og specialet, fortæller Kasper, der håber, at hans studierelevante job i sidste ende vægter lige så højt som et praktikophold.

Han forklarer sit fravalg med, at semesteropbygningen langt fra lægger op til at tage i praktik.

- Der er en klar uoverensstemmelse mellem de otte uger, som ASB stiller til rådighed til praktik, og erhvervslivets krav til længere praktikperiode. Det er en ulempe, for de studerende bliver ofte nødt til at udskyde eksamener eller specialet for at få det hele til at gå op, og det kan vel heller ikke være i ASB's interesse, lyder det fra Kasper Østergaard.

Praktik må ikke forlænge studiet
Prodekan Peder Østergaard er bekendt med problematikken ved praktik men ser umiddelbart ingen andre muligheder på den korte bane.

- Vi er klar over, at det for nogle studerende, specielt sprog- og kommunikationsstuderende, kan være svært at tilpasse praktikken til studieforløbet. Men et praktikforløb må principielt ikke være studieforlængende, og derfor kan vi kun tilbyde otte ugers praktik. Ligesom nu kommer også de fremtidige midler til studierne til at afhænge af hvor mange studerende, der består på normeret tid, forklarer Peder Østergaard, og tilføjer, at kandidatstudienævnet aktivt arbejder med problematikken.

Succesen med at tage på længerevarende praktikophold på de erhvervsøkonomiske kandidatstudier hænger i høj grad sammen med, at ASB Summer University er blevet et integreret tilbud til studerende på disse uddannelser. Muligheden for at tage fag i løbet af sommerferien kan give mere plads til praktik i det efterfølgende semester.

Fakta:
-
Ifølge Beskæftigelsesundersøgelsen 2007 var 20 % af de adspurgte tidligere cand.merc.-studerende ved ASB i praktik i løbet af deres uddannelse, og 57 % af dem mener, at erfaringen fra praktikken i høj grad havde relevans for deres senere job.

- Ifølge Humaniora Undersøgelsen 2007 var hele 54 % af de adspurgte kandidatstuderende på kommunikation og sprog ved ASB i praktik i løbet af deres studie.

- Du kan læse mere om praktik her

- Du kan læse mere om ASB Summer University her

- www.projektzone.dk kan du søge blandt mange aktuelle praktikopslag

Af Nina Faurby

312170 / i40