To kandidatgrader – på normeret tid

04.07.2006

En 'double-degree' giver et eksamensbevis fra både ASB og et udenlandsk universitet. En mulighed der styrker de studerendes profil på det internationale marked

Som et led i internationaliseringen af ASB's uddannelser har studerende nu mulighed for at supplere deres uddannelse fra ASB med en fra et udenlandsk universitet. Konceptet kaldes 'Double degree,'

En af dem, der har valgt denne mulighed, er Valdemar Stilling, der læser Finance & International Business på 9. semester. Han er netop taget til Macquarie University i Sydney for at læse det semester, som er nødvendigt for at opnå en grad derfra.

- En double degree giver mig to kandidatgrader på to år fra to forskellige universiteter. Selvfølgelig ikke med fuldt pensum fra begge universiteter. Jeg tager kun et fag mere end normalt, men det giver mig en masse fordele, siger Valdemar.

- Det giver mig en bullet proof uddannelse, hvor jeg har to grader, der overlapper hinanden. Det styrker min samlede kandidatgrad væsentligt og giver mit CV et noget anderledes præg end andres, siger han.

Besøg fra Australien
Det australske Macquarie University,  hvis business school rangerer blandt de bedste i verden, er et af de to universiteter, som ASB indtil videre samarbejder med omkring double degrees. Det andet er Universidad de Deusto, San Sebastián, Spanien.

Pro Vicechancellor (International) fra Macquarie University, professor Tony Adams har netop været på besøg på ASB for at stadfæste den nye aftale.

- ASB hører til blandt vores 10 – 15 vigtigste strategiske partnere. Og double degree-konceptet er et nyt skridt i vores gode og langvarige samarbejde, fortæller Tony Adams. En double degree sender efter min mening et utroligt stærkt budskab og giver en væsentlig merværdi til den studerendes uddannelse.

Tony Adams foreslår, at næste skridt i udviklingen af partnerskabet med ASB formentlig bliver samarbejde på  ph.d.-området, hvor en række nye projekter kan være undervejs.

Internationalt set er Double degrees klart en af de nyere trends, som er i kraftigt stigning internationalt, bekræfter studiechef Bo Gregersen. Fordelen er, at de studerende opnår en klarere og mere international faglig profil end ved almindelig udveksling, idet man opnår en grad fra et udenlandsk universitet oven i den danske grad. Derfor vil ASB også udvide antallet af double degree-muligheder i de næste år, hvilket også bliver muligt i takt med at flere og flere kandidatuddannelser udbydes på engelsk.

Pro Vicechancellor (International) fra Macquarie University, professor Tony Adams sammen med studiechef Bo Gregersen

> Læs mere om double degree-konceptet

MGE

 

312170 / i40