Udveksling udvider din horisont

25.02.2009 | nifa

Hvert semester vælger mange ASB-studerende at forlade de trygge, hjemlige rammer til fordel et semester under fjernere himmelstrøg. Udveksling giver masser af oplevelser og erfaringer - på det faglige og ikke mindst det personlige plan. ASB Outline har talt med en studerende, der netop er hjemvendt fra et semesters udveksling i Florida.



Omkring 300 studerende fra ASB vælger hvert år at vinke farvel til de trygge rammer og flytte til et andet land for at studere et semester. En af dem er Malene Bundgaard, der studerer BA Marketing and Management Communication og netop er vendt hjem efter et halvt års studier ved University of South Florida.

- Jeg valgte at tage på udveksling, fordi jeg gerne ville prøve at studere i et andet land med en anden tilgang til tingene og opleve en anden kultur. Jeg har tidligere rejst i USA og ville gerne tilbage dertil. Det gode vejr i Florida spillede da også lidt ind, da jeg skulle vælge universitet, indrømmer Malene Bundgaard om valget af netop universitetet i Florida.

Hun tog af sted sammen med en medstuderende og mødte yderligere to studerende fra ASB på universitetet.

- Jeg er glad for, at vi var flere danskere derovre. Vi kunne hjælpe hinanden med praktiske ting og støtte hinanden, når der var brug for det, fortæller Malene og tilføjer, at det at være flere danskere gjorde det lettere at komme ud møde andre studerende i starten.

Torge Fischer, der er international koordinator ved Internationalt Kontor, er enig i, at det giver tryghed og støtte at rejse flere personer sammen. Men han ser også mange fordele ved at rejse alene:

- At rejse alene er mere udfordrende, fordi du står på helt egne ben. Du er i højere grad tvunget til at kontakte nye mennesker og tale andre sprog end dansk, og det kan i mange tilfælde give en bedre oplevelse, lyder det fra Torge Fischer.

Han fortæller, at Australien på grund af strandene og det gode vejr er mest populær, når de studerende på ASB skal vælge udvekslingsdestination.

Nedsæt dine forventninger og undgå skuffelser

Torge Fischer råder de studerende til ikke at have for mange og for høje forventninger til deres udvekslingsophold.

- Med alt for mange forventninger bliver du bare skuffet, for det er næsten altid anderledes end det, du forestiller dig. Men absolut ikke nødvendigvis negativt ment, forklarer han.

Han råder derfor til, at man taler med andre studerende, der har været på det pågældende universitet før eller internationale studerende derfra.. På den måde får man et realistisk billede af, hvad der venter en.

Her vil det være fint med en mellemrubrik

Ifølge Torge Fischer er der mange fordele ved at tage et semester i udlandet. Et udvekslingsophold kan udvikle dig på flere fronter, både fagligt og personligt.

- Et studieophold i udlandet kan give dig nye, faglige dimensioner til studierne, og du forbedrer dine sprogkundskaber. De mange udfordringer og nye indtryk under udlandsopholdet kan også medvirke til, at du 'vokser' personligt, fordi du lærer nye mennesker og kulturer at kende, forklarer han.

Netop den personlige udvikling kan Malene Bundgaard nikke genkendende til det.

- Mit ophold i Florida har lært mig meget, især på det personlige plan. Jeg synes, jeg er blevet mere åben og modtagelig over for andres holdninger og meninger og er blevet bedre til at forstå, at andre kan have anderledes tilgange til tingene end jeg, fortæller Malene Bundgaard, der uden tøven vil anbefale andre til at tage af sted på udveksling.

Fakta:

- Læs mere om udveksling her.

Yderligere oplysninger

Torge Fischer
International Coordinator
Internationalt Kontor
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Tlf. 8948 6690
torge@asb.dk

Af Nina Faurby

312170 / i40