Virksomhederne går udenom de internationale studerende

25.02.2009 | nifa

Mange internationale studerende på ASB oplever, at det kan være svært at finde et relevant studiejob eller praktikplads. Virksomhederne ser ofte begrænsninger frem for muligheder ved en studerende med anden sproglig og kulturel baggrund, lyder en af forklaringerne fra konsulent Jette Hammer fra ASB Karrierecenter. Men de internationale studerende skal også spidse albuerne mere og blive langt bedre til at bruge deres netværk og opsøge virksomhederne direkte, lyder rådet.

I ASB Karrierecenter bliver rådgiverne ofte kontaktet af internationale studerende, der har svært ved at finde et relevant studiejob eller en praktikplads. Ifølge konsulent Jette Hammer ligger forklaringen både hos virksomhederne og de studerende selv.

- Virksomhederne skal blive bedre til at tænke ud af boksen. Frem for at opfatte den internationale studerende som en begrænsning skal man se vedkommende som en mulighed. En medarbejder med anden sproglig og kulturel baggrund kan nemlig ofte bidrage med helt nye indgangsvinkler, idéer og kompetencer. Hvis virksomheden ønsker at etablere sig i et nyt land, kan en medarbejder med netop den nationale baggrund være yderst værdifuld, lyder det fra Jette Hammer.

Men det er ikke kun virksomhederne, der skal oppe sig. De internationale studerende skal også lære at tage mere initiativ selv og være langt mere opsøgende i deres jagt på studiejobbet eller praktikpladsen.

- De studerende er nødt til selv at tage mere initiativ ved at opsøge virksomhederne eller bruge deres ofte store netværk, f.eks. gennem facebook. En oplagt mulighed er også at deltage i vores mange arrangementer i Karrierecenteret, hvor vi ofte har besøg af virksomheder, der søger nye medarbejdere blandt de studerende, forklarer Jette Hammer.

Sproget er en barriere
ASB Karrierecenter er i løbende kontakt og dialog med en lang række danske virksomheder, hovedsageligt østjyske. En rundringning, som Karrierecenteret foretog i slutningen af 2008, viste, at kun omkring 20 % af de adspurgte virksomheder gerne vil ansætte en international studerende, mens andre 20 % overvejer muligheden.

- Disse tal er ganske lave og er desværre udtryk for en generel tendens i virksomhederne. Vi oplever, at virksomhederne ofte ser sproget som en barriere og derfor vælger en dansksproget studerende frem for en international studerende, når de har valget mellem to ligeværdige kandidater, fortæller Jette Hammer.

Ifølge Jette Hammer er det derfor fordelagtigt for de internationale studerende at lære et basalt niveau dansk, så de kan gebærde sig i de danske virksomheder.

- Det er endnu de færreste danske virksomheder, der har engelsk som koncernsprog, og det kræves derfor i mange virksomheder, at du kan begå dig på et vist niveau i dansk, lyder det fra Jette Hammer.

Fakta
- Du kan læse mere om ASB Karrierecenter her.

- Du kan søge studiejobs, praktik og fuldtidsjobs i ASB Karrierecenters jobbank.

Yderligere oplysninger
Konsulent Jette Hammer
ASB Karrierecenter
Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Mail: jeha@asb.dk
Tlf. 8948 6219

Af Nina Faurby

312170 / i40