Udveksling: trin-for-trin

Før du går i gang

Hvis du vil søge en udvekslingsplads gennem Aarhus Universitet, er der en række ting, som du skal forholde dig til før, under og efter dit ophold.

Herunder finder du en trin-for-trin vejledning i de forskellige skridt i et udvekslingsophold.

I højre side kan du desuden finde en tjekliste, som du kan printe ud og bruge til at holde styr på processen, samt forskellige relevante dokumenter.
Husk at det er dit eget ansvar at sørge for at overholde frister og være bekendt med procedurerne omkring udveksling, som er beskrevet på disse sider.

Der gælder følgende betingelser for at du kan søge en udvekslingsplads gennem AU: 

  • Du skal være indskrevet som fuldtidsstuderende på AU
  • Du skal være studieaktiv
  • Opholdet i udlandet må ikke forlænge dit studie

Trin 1: Undersøg dine muligheder

Undersøg destinationer

  • Undersøg destinationer og betingelser i MoveON
  • I MoveON kan du se, om der er et særligt karakterkrav for at komme i betragtning til en plads til et værtsuniversitet.
  • Jo flere universiteter du angiver, desto større er din sandsynlighed for at komme på udveksling. Dette bliver ikke behandlet, som om du er ligeglad med din destination, men som en villighed til at være fleksibel. 


Undersøg relevante fag

  • Når du søger semesterudveksling på Odontologi, sikrer vi at du følger de relevante fag og klinikforløb.
  • Du kan se det konkrete fagudbud på din ønskede destination i MoveON. 


Læg et foreløbigt budget
Der kan være stor forskel på, hvad det koster, så vi anbefaler dig at forholde dig til økonomien allerede inden ansøgning. 

  • Får du en plads gennem Aarhus Universitet, skal du ikke betale studieafgift.
  • Du kan tage din SU med og i mange tilfælde få et Erasmus+ stipendium med.
  • Hvis du søger en plads ved University of Minnesota, kan du søge et fakultetsstipendium (6000 kr.), som økonomisk støtte. Aftalen er nemlig ikke dækket af Erasmus.  
  • Husk også, at der kan være udgifter forbundet til fx særlige forsikringer, visum o.a., som du skal tage med i dit budget.
  • Læs mere om økonomi.


Søger du ud på egen hånd?
Der er ikke tradition for at rejse ud som fremover på Odontologi, da det kan være svært at finde og godkende klinik og kurser i udlandet. 
Læs mere om, hvordan du griber processen an som freemover.

Søg hjælp og inspiration hos andre

Du kan også bruge Facebook-siden "Rejs Ud, Health, Aarhus Universitet" til at spørge tidligere udvekslingsstuderende om deres oplevelser med en bestemt destination. 

Du kan ligeledes søge inspiration på Instagram: health.studyabroad, hvor du kan læse og se mere om andre studerende oplevelser med vores spændende destinationer.


Find svar i vores FAQ

Du kan også finde svar på mange af dine spørgsmål i vores FAQ.

Trin 2: Forbered og send din ansøgning

Ansøgningen om et udvekslingsophold skal indeholde:

  • Udvekslingssted i prioriteret rækkefølge
  • Motivation for at tage på udlandsophold og evt. tidligere erfaring. Brug evt. denne skabelon til din motivation.
  • Udtalelse fra klinisk lærer mht. kliniske færdigheder, patientbehandlerrelationen, patienthåndteringen, overblik og færdigheder.
  • Evt. andre faglige udtalelser (der fortæller noget om selvstændighed, robusthed mv.).
  • Hvis du søger en plads ved University of Minnesota, skal du vedlægge dokumentation for at du har bestået Engelsk på A-niveau i gymnasiet i form af dit karakterbevis. 

Der skal ansøges igennem det fælles ansøgningsmodul, MoveOn.


Har du taget din BA ved et andet universitet? 
Vedhæft da følgende til din ansøgning:

  • Bacheloreksamensbevis eller karakterudskrift
  • Hvis din bachelor ikke er fra en dansk institution, skal du også vedlægge en oversigt over det udenlandske karaktersystem.


Fælles ansøgning
Er I flere studerende, der ønsker at søge pladser på det samme universitet, kan I anføre dette i jeres ansøgning i MoveOn. I skal være opmærksom på, at vi vurderer jeres ansøgning ud fra det laveste karaktergennemsnit. Det vil sige at hvis den ene har et snit på 6 og den anden har et snit på 8, vil I blive vurderet til samlet at have et snit på 6.  

Sprogkrav
Der er ikke krav om sprogtest hos nogle af vores samarbejdspartnere på Odontologi. Dog skal du være opmærksom på at, hvis du søger en plads til University of Minnesota, skal du vedlægge et bevis for at du har bestået Engelsk på A-niveau i gymnasiet (svarende til C1 i CEFR)


Send ansøgning
Når din ansøgning og bilag er klar, udfylder du ansøgningen i MoveON. 

Husk at sende din ansøgning, når den er færdig. Din ansøgning er først endeligt registreret, når du har modtaget en kvittering fra AU. 

Trin 3: Fordeling af pladserne og svar

Ved fordelingen af pladser til Odontologi tages karaktergennemsnit, motivation og anbefalinger i betragtning.

Hvornår får jeg svar?
Der går ca. 8 uger fra ansøgningsfristen til du får svar.  
Hvis du får tildelt en plads, bliver du bedt om at bekræfte den i MoveOn.

Trin 4: Søg ikke forhåndsgodkendelse

Som Odontologistuderende skal du ikke søge en forhåndsgodkendelse.

Det skyldes det forhold, at du ikke skal eksamineres i udlandet med tvært imod, skal hjem til AU for at aflægge eksamen. 

Du kan efterspørge et officielt dokument der bekræfter, at dit ophold ikke kan forhåndsgodkendes.
Dette dokument kan bruges til legatsøgning mm. 

Trin 5: Ansøgning til værtsuniversitetet

Nominering til værtsuniversitetet

  • Den internationale koordinator på Health vil nominere dig til dit værtsuniversitet i løbet af foråret.
  • Brug ventetiden til at orientere dig på universitets hjemmeside for udvekslingsstuderende, semesterstart/-slut, eksamen og andet af relevans. 
  • Du finder link til dit værtsuniversitet på din studieportal eller i MoveON.


Ansøgning til værtsuniversitet
Din internationale koordinator nominerer dig til den udvekslingsplads du bliver tildelt. Det vil sige at du opnår retten til at ansøge om pladsen ved dit værtsuniversitet. 
Du modtager en vejledning fra dit værtsuniversitet om, hvad du skal medsende i din ansøgning. Aarhus Universitet sender ikke nogen dokumenter for dig.


Erasmus

  • Hvis du rejser ud på en Erasmus+-aftale skal du udfylde en Learning Agreement.
  • En Learning agreement er et dokument der lister de fag du skal følge ved dit værtsuniversitet og de fag du skulle have fulgt ved AU.
  • Læs mere om Erasmus.
  • Kontakt AU’s Erasmus-kontor, hvis du har spørgsmål.


Du skal selv være særligt opmærksom på:

  • Sørg for at placere din Hospitalstjeneste udenfor udvekslingsperioden (fx på 8. semester). 
  • At ordne dokumenter i god tid

Bemærk: Selv om du er nomineret til pladsen, er det ikke en garanti for, at du optages på det udenlandske universitet. Der kan være særlige tilfælde, hvor fx semestre ikke passer sammen, eller hvor der er lavet så meget om i deres curriculum, at det ikke kan lade sig gøre. Vær derfor indstillet på, at du skal holde dig ajour på værtsuniversitetets hjemmeside.
 

Trin 6: Inden din afrejse

Du kan læse op på yderligere forberedelse inden din afrejse under siden ”Praktisk information inden afrejse”. 
 

Forsikring

Når man skal opholde sig i udlandet og arbejde i klinik, er det særligt vigtigt, at du har en korrekt forsikring. Undersøg med dit forsikringsselskab om du er korrekt forsikret.

Trin 7: Mens du er ude

Du kan læse mere om hvad du skal være opmærksom på, mens du er på udveksling under siden "Praktisk information mens du er ude".

Mens du er afsted på dit udvekslingsophold, kan det være en god ide at forholde sig til det materiale dine medstuderende gennemgår mens du er afsted.

På den måde er du bedst muligt forberedt på eksamen ved AU.
 

Brug for hjælp?

Hvis der opstår udfordringer mens du er ude, er du altid velkommen til at skrive til os, så vil vi gøre hvad vi kan for at hjælpe.

Det kunne eksempelvis være hvis du mangler elementer i klinikken eller ikke oplever at få nok tid i klinik.

Trin 8: Når du kommer hjem

Når du er kommet hjem fra dit udvekslingsophold, skal du huske følgende:

Få et bevis for dit udvekslingsophold (transcript of records)

  • Du kan ikke modtage et traditionelt karakterbevis for dit ophold, da det ikke afsluttes med eksamen. Men du kan få et underskrevet overblik over de fag du har fulgt.  


Søg ikke merit

  • Du skal ikke søge merit, da dit ophold ikke kræver forhåndsgodkendelse, fordi du tager din eksamen i Danmark ved AU. 


Evaluer dit ophold

  • Du vil blive bedt om at evaluere dit ophold i MoveOn. Oplysningerne bruges til fremtidig rekruttering og information om vores aftaler. 
  • Vi modtager også meget gerne billeder og personlige beretninger fra dit ophold. 
  • Du vil blive inviteret til at holde et oplæg for andre studerende, som er interesseret i at komme på udveksling. 


Erasmus

  • Hvis du har fået et Erasmus+stipendie, skal du også udfylde et særligt Erasmus+-evalueringsskema.
  • Derudover skal du uploade dokumentation til Erasmusportalen.
     

Ansøgningsrunder

1. runde - Deadline 1. december

  • Pladser til efterårssemesteret næste år og forårssemesteret om to år
     

2. runde - Deadline start februar:

  • Restpladser til efterårssemesteret samme år og forårssemesteret næste år
     

3. runde -  Deadline 1. maj:

  • Restpladser til forårssemesteret næste år