Study portals

Fint at formidle til discountpris

Forsker er glad for at give den en skalle med bog, foredrag, radiooptræden og læserdebat på nettet i forbindelse med serien Tænkepauser, som udgives af Aarhus Universitetsforlag.

 Er det nu ikke for poppet og uvidenskabeligt at blive solgt i Netto?

Spørgsmålet strejfede af og til Dorthe Kirkegaard Thomsen, mens hun skrev bogen Livshistorien som sit bidrag til Tænkepauser – Aarhus Universitetsforlags seneste udspil til en anderledes form for forskningsformidling.

Hun afgjorde med sig selv, at det er fint at være til salg for en tyver i butikskæden.

– Jeg tror, nogen vil købe en bog om det emne, netop fordi den ligger i Netto, siger psykologilektoren og tilføjer:

– Desuden afgøres videnskabeligheden jo af den forskning, man laver.

Gav den en skalle

Dorthe Kirkegaard Thomsen har på små 60 sider skrevet om, hvordan man forstår livshistorier inden for forskellige områder af psykologien, og hvad de betyder for vores identitet.

Sådan et projekt er ikke muligt hvert år eller hvert andet, mener hun.

– Men en gang imellem kan jeg godt give den en skalle, og jeg synes, det er o.k. at bruge noget tid på at få emnet bredt ud, når jeg ikke normalt skriver til et ret stort publikum, siger Dorthe Kirkegaard Thomsen med henvisning til, at der med bogen også følger foredrag, radiooptræden og læserdebat på nettet.

Formidling - nu også i Netto

Hun har ikke haft problemer med at skulle holde stoffet inden for de 60 små sider, som også bliver hendes første bogudgivelse. Og hun tror, mange, der ellers ikke beskæftiger sig med psykologi, vil finde et emne som livshistorier spændende.

Tænkepauser og soyasauce

Det lille format har heller ikke været en udfordring for Jens Mogens Olesen. Han er professor i økologi og bidrager til Tænkepauser med en bog om netværk i naturen.

Udfordringen for ham var at formidle emnet, så læserne bliver fanget.

– Det er naturvidenskab, jeg vil formidle, så kunsten er at få folk til at tænke i netværk blandt dyr og planter. De ligner de sociale netværk, som folk jo kender, så de bliver min indgang til naturens netværk, fortæller Jens Mogens Olesen om sit bidrag.

Han betegner Tænkepauser som en rigtig god idé.

– Jeg vil gerne nå ud til mange mennesker med min forskning – og med mange, mener jeg mange, ikke kun til nogle få  gymnasieelever, siger han.

– Men i Netto møder jeg mange forskellige mennesker, og det er rigtig fint, at der så pludselig kan ligge en bog om netværk ved siden af soyasaucen og blive solgt til discountpris, siger Jens Mogens Olesen.

Foreløbig er seks bøger i Tænkepauser-serien klar, og over 30 andre forskere ved Aarhus Universitet arbejder for tiden på deres bidrag til serien.