Den nordlige passage er spærret af i sommerferien
Fra den 6/7-16/8 er den nordlige passage, der forbinder Universitetsbyen og Universitetsparken under Nørrebrogade, spærret, da belysningen skal skiftes ud.
Hvis du plejer at gå eller cykle via nordlige passage mellem Universitetsparken og Universitetsbyen, skal du være opmærksom på, at passagen er lukket i perioden fra den 6. juli til og med den 16. august 2026.
Lukningen skyldes at belysningen i passagen skal skiftes ud. Det nuværende lys har vist sig ikke at kunne holde til belastningen fra trafikken på Nørrebrogade, og det nye lys sikrer blandt andet, at støv og snavs ikke kan trænge ind og ødelægge belysningen fremover.
Arbejdet er lagt i sommerferien, så det er til mindst mulig gene for studerende, medarbejdere og aarhusianere, der bruger passagen.
I spærringsperioden kan du i stedet bruge den midterste eller sydlige passage mellem Universitetsbyen og Universitetsparken.
Der bliver sat skilte op ved begge sider af indgangen til passagen, så det er nemt at se, hvor du i stedet kan komme til enten Universitetsbyen eller Universitetsparken.
Hvis du har spørgsmål, så kontakt projektleder Bjarne Fabricius på: [email protected]