Er du interesseret i bæredygtighed? Meld dig til Circle U.nited for Sustainability

Vil du gerne udforske emnet bæredygtighed fra forskellige faglige perspektiver? Og har du lyst til at tilbringe 5 dage i Berlin sammen med studerende fra hele Europa? Så meld dig til forårets forløb Circle U.nited for Sustainability.

Nu kan du som studerende dykke ned i emnet bæredygtighed sammen med andre studerende og undervisere fra hele Europa. AU’s universitetsalliance Circle. U. inviterer nemlig studerende fra alle 9 Circle U.-universiteter til at blive klogere på bæredygtighed i forløbet ”Circle U.nited for Sustainability”, som finder sted i foråret 2026.

Circle U.nited for Sustainability består af både et online forløb (fire onsdage i februar/marts) og en fysisk del i Berlin den 27. april til 1. maj. Det er en forudsætning for at komme i betragtning til Berlin, at du har deltaget i mindst to webinarer – og jo flere du har deltaget i, jo større er din chance for at komme med til Berlin.

Dyk ned i bæredygtighed til spændende webinarer

Online-forløbet består af webinarer, som behandler bæredygtighed fra forskellige faglige perspektiver. Alle webinarer finder sted fra kl. 18.15-20.00 på følgende datoer:

  • 4. februar: Global environmental problems & social justice
  • 18. februar: Green transitions in Europe
  • 4. marts: Inequality, justice & colonial perspectives
  • 18. marts: Co-creating change: shaping a sustainable Europe

Læs mere og meld dig allerede nu til webinarerne via dette link.

Tilbring 5 dage i Berlin med studerende fra hele Europa

Den fysiske del af Circle U.nited for Sustainability finder sted på Humboldt Universitetet i Berlin den 27. april – 1. maj 2026. Programmet vil bestå af oplæg, workshops og case studies – og der vil naturligvis også være plads til hygge og sociale arrangementer.

AU har mulighed for at finansiere rejse og ophold for 5 studerende.

Studerende, der har deltaget i online-sessionerne, vil automatisk få tilsendt ansøgningslinket til turen til Berlin. Herefter vil deltagerne blive udvalgt og få direkte besked, om de er blandt de heldige.

Vil du være med?

Læs mere om Circle U.nited for Sustainability og se, hvordan du ansøger på Circle U.’s hjemmeside.

Har du spørgsmål?

Kontakt projektleder Lotte Skovborg (skovborg@au.dk)

Hvad er Circle U.?

  • Circle U. er en europæisk universitetsalliance, der består af ni universiteter (herunder AU), som sammen arbejder for at gøre internationalisering nemmere og mere tilgængeligt for studerende og medarbejdere både indenfor forskning, uddannelse og innovation. Alliancen har fokus på klima, global sundhed, demokrati og AI. > Bliv klogere på Circle U.
  • Som studerende på et Circle U.-universitet har du adgang til en række online og fysiske faglige tilbud på alliancens universiteter. > Se aktuelle tilbud til studerende fra Circle U.