Er du vild med OL? Meld dig til Circle U.lympics

Kunne du tænke dig at blive klogere på de Olympiske Lege? Og måske komme 5 dage til årets OL-værtsby Paris sammen med studerende fra hele Europa? Så meld dig til Circle U.lympics, der er et tilbud til alle studerende.

Foto: Caroline Franco

Der er under 200 dage til OL i Paris, og AU varmer op sammen med vores partnere i Circle U.-alliancen. I programmet Circle U.lympics får du som studerende chancen for at lære mere om de Olympiske Lege gennem en online webinarrække med atleter og topforskere. Du kan også søge om at komme med til årets OL-værtsby Paris til en uge med masser af sport, networking og olympisk ild sammen med studerende fra de øvrige Circle U.-universiteter.

Webinarrækken består af 4 online webinarer, hvor du kan blive klogere på de Olympiske Lege fra forskellige perspektiver; lige fra OL set med historiske og religiøse briller til temaer som bæredygtighed, ligestilling og atleternes ernæring.

Alle webinarer finder sted fra kl. 18-20 på Zoom og foregår på engelsk. Det første webinar afholdes den 31. januar, og her er temaet historiske og etiske perspektiver ved OL.

Circle U.lympics sluttes af med en 5-dages tur for udvalgte studerende fra de 9 Circle U.-universiteter til årets Olympiske værtsby Paris. Turen finder sted fra den 22. – 26. april 2024, og hvis du er interesseret i at komme afsted, skal du sende en ansøgning inden den 19. februar. Du vil kunne ansøge om rejsemidler til turen.