Studieportaler

Få hjælp til studievalget ved Åbent hus i Emdrup

Lørdag den 9. april er der Åbent hus på Aarhus Universitets Campus Emdrup i København. Her kan unge og deres forældre høre mere om Aarhus Universitets 91 bachelor-uddannelser, før de træffer det vigtige studievalg.

Til arrangementet vil der være rig mulighed for at få personlig vejledning af studievejledere, som selv studerer på nogle af universitetets uddannelser.

Der er planlagt en række oplæg, hvor udvalgte uddannelser bliver præsenteret. Hør f.eks. om Uddannelsesvidenskab (som udbydes i Emdrup), Statskundskab, Kina- og Japanstudier, samt en række sundheds- og naturvidenskabelige uddannelser. Derudover vil det også være muligt at høre mere om, hvad der gør Aarhus til en god studieby.

Det vil også være muligt at få en forsmag på forskernes arbejde, når Folkeuniversitetet afholder tre foredrag om hhv. klima, træning og ernæring, samt om frihedens historie.

I caféen vil der hele dagen være mulighed for at høre mere om Folkeuniversitetet og dets landsdækkende aktiviteter inden for forskningsformidling.

Der er Åbent Hus fra kl. 10-14. Der vil være mulighed for at få en rundvisning på området, og man er velkommen til at invitere familie og venner med.

Sted: Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, Tuborgvej 164, Kbh. N

Yderligere oplysninger:

Rekrutteringskoordinator Lykke Ankersen, tlf: 2899 2345