Microsoft-nedbrud giver problemer med Teams og Outlook

Flere Microsoft-tjenester er ramt af tekniske problemer verden over, og det påvirker platforme som Teams, Outlook og andre Microsoft-services.

Illustrerende grafik om it-nedbrud.

Oplever du problemer med at logge på Microsoft-tjenester skyldes det, at softwaregiganten er ramt af et nedbrud, som giver brugere verden over udfordringer med at tilgå tjenesterne.

Som medarbejder eller studerende på Aarhus Universitet kan du også opleve forsinkelse eller tjenester, som ikke kan tilgås.

Fejlen skyldes ikke forhold hos AU, men alene hos Microsoft, og virksomheden skriver onsdag formiddag, at problemerne skyldes en fejl i en opdatering.

Microsoft har lavet en statusside over, hvilke platforme, der er ramt, og foruden teams og Outlook drejer det sig bl.a. om Sharepoint Online, Exchange Online og OneDrive for Business.

Der er endnu ikke nogen tidshorisont på, hvornår problemerne er løst, men foruden Microsofts statusside, kan du også følge med på Serviceinfo.au.dk, hvor AU IT løbende opdaterer på situationen.