Ny verdensførende dansk platform for genomforskning
Et banebrydende samarbejde på tværs af fire danske universiteter og erhvervsliv etablerer nu en forsknings- og teknologiplatform, der har kapacitet til og ambitioner om at kortlægge danskernes genetiske arvemasse.

Det nye tværgående center, kaldet The Danish Platform for Large-scale Sequencing and Bioinformatics, samler internationalt anerkendte forskere inden for bioinformatik og genomforskning, og deres arbejde og resultater vil blive anset som verdensførende. Et af de helt konkrete mål med centrets forskning er at forebygge kræft ved at udvikle vacciner.
Den nye satsning er finansieret af bevilling på 86 millioner kroner fra Højteknologifonden og yderligere 84 millioner kroner fra universiteterne – Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet og Aarhus Universitet – og de tre involverede virksomheder: kinesiske Beijing Genomics Institute, der er verdens største gensekventeringscenter, Bavarian Nordic A/S og Genomic Expression ApS. Den kinesiske forbindelse går for Aarhus Universitets vedkommende tilbage til 1980’erne, hvor professor Lars Bolund etablerede forskningssamarbejde med Beijing Genomics Institute og har i de mellemliggende år haft et tæt samarbejde med kinesiske forskere inden for genforskning.
”Det har været helt afgørende – men ikke tilfældigt, at BGI nu vælger at etablere sin europæiske afdeling i Danmark. Vi har med professor Lars Bolund i spidsen opbygget et tæt samarbejde med kineserne om at kortlægge både den menneskelige og svinets arvemasse,” siger prorektor Søren E. Frandsen fra Aarhus Universitet.
Ud over professor Lars Bolund bliver professor Anders Børglum og professor Mikkel Schierup nøglepersoner på Aarhus Universitet på det nye center, som rent fysisk bliver placeres på flere, tæt samspillende lokaliteter. Selve sekventeringsmaskinerne placeres på COBIS, Copenhagen Bio Science Park. Her etablerer Beijing Genomics Institute, som alene har givet 60 millioner kroner til den danske platform, sin europæiske afdeling.
Aarhus Universitet vil blive såkaldt ”hovedhub” for bioinformatikdelen med etablering af en meget stærk computer-platform til behandling af data, som indgår i forskningen af menneskets genom.
Forskerne på Aarhus Universitet vil primært være koblet til den del af centrets første satsninger, som handler om at få bestemt 150 raske danskeres arvemasse ned til mindste detalje. Projektet har bevågenhed verden over, fordi det er første gang, at arvemassen bliver bestemt i så høj en detaljeringsgrad og på så mange mennesker fra én udvalgt population.
”Man kan sige, at vi bestemmer seks milliarder byggesten for hver af de 150 personer, og vi gør det i en detaljeringsgrad, som ikke har været gjort før, så vi får resultater, som er endnu mere præcise og omfattende, end man har lavet tidligere,” forklarer Anders Børglum, professor på Institut på Human Genetik, Aarhus Faculty of Health Sciences.
Dette såkaldte atlas over menneskets arvemasse vil danne et endnu stærkere grundlag for, at forskere kan belyse arvelige årsager til folkesygdomme, blandt andet kræftsygdomme, og forebyggelse af sygdommene. Den anden af centret første opgaver er et projekt, som skal identificere hidtil ukendte vira, som årsag til cancer med henblik på at udvikle og patentere kommercielle vacciner.
Bevillingen fra Højteknologifonden, som er den største fra fonden nogensinde, er givet på baggrund af en ansøgning fra prorektor Anders Bjarklev fra Danmarks Tekniske Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm fra Københavns Universitet og prorektor Søren E. Frandsen fra Aarhus Universitet.
”Det er et samarbejde, som ikke bare har potentiale til resultater, som vil give genlyd verden over, fra de to opgaver, som centrets forskere starter med. Det er et center, som vi vil se mange flere ambitiøse og dagsordensættende projekter og resultater fra,” siger Søren E. Frandsen.
Læs mere om samarbejdet og centrets første opgaver på Højteknologifondens hjemmeside.
Kontaktpersoner på Aarhus Universitet:
- Professor Lars Bolund, Institut for Human Genetik, bolund@humgen.au.dk, tlf. 8942 1676
- Professor Anders Børglum, Institut for Human Genetik, anders@humgen.au.dk, tlf. 89421672, mobil 6020 2720
- Professor Mikkel Schierup, Center for Bioinformatik, mikkel.schierup@biology.au.dk, tlf. 89423231, mobil 27782889
- Dekan for Aarhus Faculty of Health Sciences, Allan Flyvbjerg, alf@adm.au.dk, mobil 40293589
- Prorektor for Aarhus Universitet, Søren E. Frandsen, sef@adm.au.dk, mobil 29258690