Skriv fængende om finanskrisen og vind 15.000 kr.

Prisopgave i udenrigspolitik for studerende og ph.d.'er under 30 år. Frist: 1. april 2010

"Finanskrisen og dens konsekvenser for den økonomiske verdensorden". Det er titlen på Udenrigsministeriets nye prisopgave, som udenrigsminister Per Stig Møller netop har udskrevet. Vinderopgaven præmieres med 15.000 kr.

Formålet med prisen er at stimulere interessen for udenrigspolitik blandt unge. Ingen ved hvordan konsekvenserne af den finansielle krise vil påvirke den økonomiske verdensorden for de kommende generationer. Ungdommens tanker og idéer omkring dette emne kan meget vel udgøre fremtidens globale realiteter.

Prisopgavebesvarelser kan indleveres af studerende og ph.d. (inkl. kandidater) ved videregående uddannelser i Danmark, som ikke er fyldt 30 år på tidspunktet for udskrivelsen.

Foruden de 15.000 kr. i førstepræmie til den bedste besvarelse inviteres forfatterne til de tre bedste besvarelser til at deltage i et dialogarrangement med udenrigsministeren, hvor opgavernes perspektiver uddybes og diskuteres.

Læs problemformulering og retningslinjer på Udenrigsministeriets hjemmeside:

www.um.dk/da/menu/OmOs/PublicDiplomacy/Prisopgave/