Velkendt forpagter åbner i flere AU-kantiner i Aarhus

Compass Group har vundet aftalen om at drive kantinerne i Nobelparken, på Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Samfundsfaglig Kantine på Aarhus BSS og Konferencecentret. Compass Group står i forvejen for kantinedriften på Det Kgl. Bibliotek og lover sund og klimavenlig mad til studievenlige priser.

Tom kantine uden mennesker
Compass Group starter op i flere kantiner den 2. september – bl.a. i Nobelparken, hvor det store kantineområde atter vil blive fyldt af liv og sultne studerende, når semestret går i gang. Madkonceptet i Nobelparkens kantine bliver meget lig det, man kender fra Det Kgl. Bibliotek. Foto: Jens Hartmann Schmidt

Det kan du forvente i de forskellige kantiner

  • I Nobelparken og Samfundsfaglig Kantine på Aarhus BSS vil maden komme til at minde meget om sortimentet på Det Kgl. Bibliotek med stor salatbuffet, varm ret, street food og et bredt udvalg af sandwich og kager. I Nobelparken vil der også være café med te og baristakaffe.
  • I kantinen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed bliver man mødt af et alsidigt kantinekoncept med varm ret på buffet med og uden kød, salatbar, blandede salater, sandwich og kage.
  • Få overblik over alle AU’s kantiner. Når Compass Group åbner for servering ved semesterstart, vil der være links til hjemmeside med mere information om menu, madudsalg og åbningstider i de enkelte kantiner.

Har du besøgt kantinen på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus? Så har du en ide om, hvad du kan forvente af menuen ved semesterstart i kantinen og caféen i Nobelparken, kantinen på Institut for Odontologi og Oral Sundhed samt Samfundsfaglig Kantine på Aarhus BSS. Det er nemlig forpagteren fra Det Kgl. Bibliotek, Compass Group, der har vundet udbuddet om driften af de 3 kantiner.

Med i aftalen er også Konferencecenteret/Stakladen, som leverer forplejning til møder, konferencer og events, ligesom de kommende kantiner i Universitetsbyen skal drives af Compass Group.

Erfaren og bæredygtig leverandør med fællesspisning på menuen

Det sunde og bæredygtige er hovedingredienserne i Compass Groups kantinekoncepter. De har bl.a. stort fokus på årstidsbestemt mad og reduktion af kødforbrug.

Compass Group er bl.a. valgt, fordi de udmærker sig med en lang række velafprøvede koncepter for sund og grøn kantinemad og mødeforplejning til konkurrencedygtige priser. Compass Group tilbyder events, temadage og social dining i kantinerne, og i Universitetsbyen vil der komme et folkekøkken-koncept med ugentlig fællesspisning, som er i tråd med de visioner, AU har for det fremtidige studiemiljø i Universitetsbyen. Dertil kommer, at Compass Group har erfaring fra andre universiteter i Danmark, herunder DTU, KU og SDU.

Grab’n go i den sidste uge af august

Mandag den 2. september er Compass Group klar med gode åbningstilbud, og kantinerne vil være åbne for morgenmad, frokost, mellemmåltider og eftermiddagsmad. Flere studier starter rusarrangementer i den sidste uge af august, og i den uge vil det være muligt for studerende og medarbejdere at købe et mindre udvalg af grab’n go mad og drikkevarer på de 3 lokationer.

Compass Group overtager opgaven efter Jespers Torvekøkken, der opsagde kontrakten i foråret. 
Læs også Ny forpagteraftale på vej i tre kantiner (13. maj 2024)

Til dig, der booker mødeforplejning

Compass Group tilbyder også forplejning til møder, arrangementer og events fra den 2. september. Et website til online-bestillinger er på trapperne. Indtil da kan du afgive en bestilling til Compass Group på mail 672310@foodandco.dk, hvis du har brug for forplejning til et møde, et arrangement eller en konference, der afholdes efter d. 1. september.