I 2026 flytter dele af Aarhus BSS til Universitetsbyen
Studerende, som i dag er tilknyttet en uddannelse på Fuglesangs Allé, vil fra februar 2026 have semesterstart i Universitetsbyen. Institut for Statskundskab, Juridisk Institut og Psykologisk Institut bliver i Universitetsparken.
Byggeriet af universitetets nye campus, Universitetsbyen, er i fuld gang, og det betyder, at studerende, som har deres daglige gang på Fuglesangs Allé, fra 2026 får semesterstart i Universitetsbyen.
For dig, der læser psykologi, jura eller statskundskab, medfører det som udgangspunkt ingen ændringer.
Se, hvor dele af Aarhus BSS flytter hen
Universitetsbyen ligger ved siden af Universitetsparken. Der er nem adgang mellem Universitetsbyen og Universitetsparken via tre passager, som går under Nørrebrogade.
Find mere information
Du kan læse mere om Universitetsbyen på siden campusudvikling for studerende. Her kan du blandt andet få et overblik over, hvem der skal bo hvor og læse om studiemiljøer, bibliotek, læsepladser, kantiner og meget mere.
Du vil løbende i 2025 kunne læse flere nyheder om flytningen til Universitetsbyen på din studieportal.
Aarhus BSS får et samlet studie- og arbejdsmiljø centralt i Aarhus
Når studerende og medarbejdere på Fuglesangs Allé flytter ind i Universitetsbyen, sker det for at give studerende og medarbejdere på hele fakultetet et fælles studie- og arbejdsmiljø centralt i Aarhus, hvor vi kan samarbejde på tværs af fagområder.
Samlet set giver Universitetsbyen og Universitetsparken os én fælles campus i Aarhus, der kan styrke både dig som studerende og forskernes samspil med det øvrige fakultet og universitetet og vores eksterne samarbejdspartnere.