Få en karrierementor

[Tilmeldingen er lukket og deltagerne er i gang med mentorforløbet. Hold dig løbende opdateret på andre mentorordninger på AU.]

Vil du blive klogere på din fremtid efter studierne og de mange muligheder, der venter dig? Få en karrierementor, der er bekendt med din faglighed og de mange jobmuligheder, der ligger foran dig, når du er færdiguddannet. Vores mentorer er tidligere studerende, der er fortrolige med din uddannelse og ved, hvordan den kan bruges på arbejdsmarkedet.

Som mentee får du en sparringspartner, der dedikerer tid, erfaring og viden til at hjælpe og vejlede dig. Mentoren vil eksempelvis kunne dele sine perspektiver på jobmuligheder, kompetencer, relevante studiejobs, personlig og faglig udvikling.

Formålet med mentorrelationen er at støtte dig i overgangen fra uddannelse til jobmarkedet. Selvom arbejdslivet måske ikke er lige rundt om hjørnet, kan det være en god idé at gøre dig nogle overvejelser. Vi sørger for, at du er godt forberedt til mødet med din mentor, så du får mest muligt ud af det. Du vil modtage vejledning og værktøjer, så I sammen kan arbejde med dine behov og ønsker.

Som en del af mentorordningen ønsker vi også at skabe bevidsthed om det potentiale, der ligger i private, små og mellemstore virksomheder (SMV'er). På trods af, at SMV'er udgør godt halvdelen af den samlede efterspørgsel efter arbejdskraft i Danmark og beskæftiger 2/3 af alle i den private sektor, så bliver de ofte overset af nyuddannede. De fleste af vores mentorer har på den ene eller anden måde erfaring fra SMV’er, og vil kunne give en værdifuld indsigt i, hvordan man trives i dette dynamiske erhvervsmiljø og udnytter de spændende karrieremuligheder. Uanset om du drømmer om at arbejde i et innovativt start-up eller indgå i en etableret SMV, vil du kunne drage nytte af denne ekstra indsigt.

Matching og tidshorisont

Vi matcher dig med en mentor så tæt på dit fagområde og ønsker som muligt, så dine behov for sparring og vejledning passer til mentorernes kompetencer, viden og erfaring. Vi tager yderligere højde for dine ønsker om mødeform. Vi kan ikke garantere, at din mentor har læst på din specifikke uddannelse, men hvis du er naturvidenskaber, vil din mentor som minimum også være det. Hvis du er fra humaniora, så vil du ligeledes blive matchet med en mentor fra humaniora. 

Mentor og mentee aftaler sammen de konkrete rammer og detaljer, samt tilpasser dem efter behov. Vi forventer, at du som mentee kan afsætte 1-2 timer om måneden fra september til december til at mødes med din mentor. Det er dit ansvar som mentee at planlægge mødetidspunkter og komme med forslag til mødernes indhold. Du vil finde inspiration og vejledning i det materiale, der er udarbejdet for at støtte dig i din mentorrolle.

Arrangementer og tilmeldingsfrist

Der bliver afholdt et opstartsarrangement på Aarhus Universitet d. 6. september fra 17-19, hvor mentorer og mentees kan møde hinanden, få en sandwich og en fælles introduktion til forløbet. Den 12. september kl. 17-19 afholdes en virtuel udgave, for dem der ikke kan deltage d. 6. september. I starten af december afholdes der et afslutningsarrangement for alle deltagere.  

Mentormatchene bliver meldt ud i midten af august, hvor du også vil modtage en invitation til opstartsarrangementet.

OBS! Der er et begrænset antal pladser, så tøv ikke med at melde dig til!

Tilmeldingsfristen er d. 13. august 2023.

Har du spørgsmål til mentorordningen er du meget velkommen til at kontakte Helena Hededal Hansen (hehe@au.dk).

Fem gode grunde til at få en karrierementor

  • Du vil kunne bruge mentors erfaring til at få indsigt i jobmarkedet for din uddannelse.
  • Du vil få chancen for personlig udvikling, hvor du vil blive støttet og udfordret 1:1.
  • Du får en mentors hjælp, erfaring og viden til at nå dine mål.
  • Du vil få en uafhængig tredje part, som du vil kunne vende dine karrieredrømme og tanker med.
  • Du vil udvide dit personlige og professionelle netværk.

Kontakt