CV'et

STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

At have sit CV på plads er essentielt, når du søger job. Det er med stort sandsynlighed det, som din potentielle arbejdsgiver læser igennem først. Hvis en arbejdsgiver får mellem 80 til 200 ansøgninger (eller det der er højere), så er der ikke meget tid til at sætte sig ind i dig og din profil. Ofte bruger de kun mellem 30 og 45 sekunder på at skimme CV’et igennem. Derfor er det vigtigt, at du tænker overblik, relevans, væsentlighed, struktur og prioritering. Og husk vellignende foto og hold gerne dit CV på 2-3 sider (med mindre det er væsentligt at gøre det længere)!

Sproget

Det er vigtigt, at du får formidlet dine kompetencer og erfaringer ordentligt. Hav din målgruppe for øje. Det er langt fra sikkert, at den potentielle arbejdsgiver er en fagnørd som dig. Ofte er det en afdelingsleder, som måske har en erhvervsfaglig uddannelse, der læser dit CV igennem. Eller en HR- eller ekstern rekrutteringsansvarlig som har fået til opgave at rekruttere. Pas på med fag-lingo, kancellisprog og for højt lix-tal.

En kort præsentation

Det er en god idé, at indlede dit CV med en kort præsentationstekst, en faglig profil, hvor du får præciseret dine relevante kompetencer (både personlige og faglige) i forhold til den stilling, du søger. Hold det kort, mellem 6-8 linjer, og tænk på at denne præsentation sætter scenen for, hvordan den potentielle arbejdsgiver læser resten af dit CV.

Omvendt kronologisk rækkefølge

Sørg for at opbygge dit CV omvendt kronologisk, så det nyeste og mest relevante præsenteres først. Om det er uddannelse eller relevant erhvervserfaring, der præsenteres først, kommer an på, hvad der er mest relevant at fremhæve i forhold til den stilling, du søger. Har du ingen relevant erhvervserfaring præsenteres uddannelse først.

Erhvervserfaring

Som studerende eller nyuddannet kan det være svært at præsentere sin erhvervserfaring, hvis man ikke har så meget. Husk at fremhæve den ”Relevante erhvervserfaring”, f.eks. fra studiejob, praktik, frivilligt arbejde, etc. Dvs. typer af arbejde, der kan relateres til de opgaver, som en virksomhed gerne vil have løst, f.eks. kvalitetsmedarbejder, projektleder, laboratorieassistent, etc. At du har siddet ved kassen i Føtex eller været pædagogmedhjælper kan med fordel kaldes ”Anden erhvervserfaring”. Husk at arbejdsgivere også vægter frivilligt arbejde højt. Lav gerne et afsnit for sig selv, der hedder ”Frivilligt arbejde”; det kan både være studenterpolitisk arbejde, barudvalgspost, arbejde i non-profit organisationer, etc.

Uddannelse

Sørg for, ved din uddannelse fra universitetet, at skrive på hvad du har lært på uddannelsen; altså hvilke kompetencer du har opnået. Det kan både være projektledererfaring fra diverse studieprojekter, faglige kompetencer i form af erfaring fra laboratorier, analytiske færdigheder, etc. Det er også her, du kan få præsenteret dit speciale og evt. andre opgaver/projekter, hvis det er relevant.

Andre formalia

Husk at fremhæve IT-kundskaber: database-systemer, administrative registreringssystemer, CMS, Officepakken (det er for nogle arbejdsgivere stadigvæk ikke en selvfølge, at man kan arbejde i det), Adobe, etc. Derudover er det vigtigt at fremhæve sprogkundskaber og evt. graduere dem, f.eks. Tysk: Flydende, Fransk: Let øvet, etc. Du kan også, hvis det er relevant, føje publikationer og kurser til.

Slutteligt er det vigtigt, at du også præsenterer dine fritidsinteresser. Det er her, du kan sætte relationerne i spil. Spiller du tennis eller læser haiku-digte, og arbejdsgiver også gør, så skabes der lynhurtigt en relation, som kan være med til, at du indkaldes til en samtale. Det kan virke tilfældigt, men fritidsinteresser har i Danmark en stærk signalværdi og negligeres ofte i et CV.