AquaWildLife

  • AquaWildLife

Virksomhedsbeskrivelse

AquaWildLife Aps er en innovativ grossist og producent, som gennem sit ejerskab af detailbutik og webshop Discuswildlife.dk ønsker at være først med det sidste indenfor cichlide slægten Symphysodon. Vi henvender os til akvarister, der søger kvalitet og god service.
For at kunne opfylde dette forhandler vi fisk af egen import og avl fra anerkendte europæiske opdrættere samt foder, vandpleje og teknik. Vi udvikler nye og forbedrede produkter inden for vandpleje og foder. Vi deltager i internationale konferencer, messer, netværk og ekspeditioner for herigennem at kunne præsentere nyheder, videnskabelig dokumentation og erfaringer, som kan bidrage til bedre trivsel for vores fisk og en større tilfredsstillelse ved at være akvarist.

Hvilke forventninger har I til den erhvervsprojektstuderende?

Den studerende forventes at:

  • inddrage vores viden og erfaring i projektet
  • optræde loyalt og med diskretion ift. vores leverandører og konkurrenter
  • dele information, viden og kilder i projektforløbet
  • delagtiggøre og give tilladelse til at måtte bruge projektet til fremme af vores virksomheds formål.

Hvad kan den studerende lære af at deltage i et erhvervsprojekt sammen med jer?

Den studerende vil først og fremmest få indsigt i en industri og hobby, som på mange områder er relativ ureguleret. En niche der lider under manglende forskning og dermed oplysning og fakta. Der importeres iflg. Danmarks Statistik årligt 1,5 mio. prydfisk, og der opdrættes indenlands årligt 0,5 mio. Da antallet er nogenlunde konstant pr. år, må det dermed antages, at der dør op mod 2,0 mio. prydfisk årligt….

Hvad er jeres motivation for at deltage i Erhvervsprojektet?

AquaWildLifes motivation for at deltage i et eller flere projektforløb er:
- at opnå afklaring/dokumentation for problemstillinger som kan fremme eksportørers, opdrætteres og akvaristers forståelse for, hvordan de kan bidrage til deres prydfisks trivsel.

Hvilke typer af projekter eller emner I kunne arbejde sammen med en studerende omkring?

Der er mange ubesvarede spørgsmål i vores branche og derfor endnu flere meninger og holdninger baseret på erfaringer :

1. Herbivore blødtvandsfisks evne, eller mangel på samme, til at nedbryde collagenholdigt foder og konsekvenserne heraf.
2. pH/konduktivitets (calcium) indflydelse på den osmotiske regulering og øget dødelighed.
3. Humin- og fulvicsyrers indflydelse på optagelse af mineraler.
4. Proteinmængdens indflydelse på vækst.
5. Pesticider og kemikalier i vores postevand og deres indvirkning på fiskenes trivsel.
6. Mikroplast fra filtermaterialer og deres betydning for fiskenes trivsel.
7. International dataindsamling for afklaring af årsagssammenhænge i bl.a. et specifikt sygdomsforløb, hvor symptomerne er kendte, men hvor årsagerne er ukendte. Sygdomsforløbet er i vækst over hele verden i disse år.