Erhvervsprojekt for kandidatstuderende

Her finder du information om, hvordan og hvornår du kan lave et erhvervsprojekt - et projektarbejde i samarbejde med en virksomhed.  

Du kan læse om erhvervsprojekter på din uddannelse i informationen herunder og under kurset i kursuskataloget

Inden du påbegynder projektet, skal du huske at lave en kontrakt for dit erhvervsprojekt i kontraktgeneratoren

Kontrakten godkendes af din hovedvejleder på AU og af din uddannelsesansvarlige eller den kursusansvarlige. Når kontrakten er godkendt, sendes automatisk en mail med en kopi til vejlederen i virksomheden. 

Er der behov for at indgå en fortrolighedsaftale (NDA) eller lignende, skal denne laves separat fra kontrakten i kontraktgeneratoren. Du kan finde info om fortrolighed i erhvervssamarbejder og AU's standard-fortrolighedsaftale her.  


Erhvervsprojekt på Institut for Biologi

Institut for Biologi ønsker at styrke samarbejdet mellem virksomheder og studerende.

Instituttet prioriterer at være en aktiv medspiller i det private- og offentlige erhvervsliv og indgå i samarbejder om uddannelse, teknologiudvikling og forskningsprojekter. Det er nu muligt for kandidatstuderende at udføre et 15 eller 20 ECTS erhvervsprojekt hos en virksomhed.

Formål for studerende

Formålet med erhvervsprojektet er, at du får praktisk viden og erfaring med teorier og metoder, som du vil kunne bruge, når du skal løse konkrete opgaver i en virksomhed eller organisation, der arbejder med naturvidenskabelige emner. Du vil under et projektforløb også få mulighed for at udvikle din kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner.

Tilmelding

Find beskrivelsen af kurset her, men inden du tilmelder dig, skal du først lave en aftale om projektforløbet.

Du skal selv tage kontakt til en virksomhed for at lave en aftale om et erhvervsprojekt, inden du tilmelder dig kurset. Det kan du gøre ved at henvende dig til en potentiel vejleder og evt. bruge dennes netværk til at komme i kontakt med en virksomhed, som arbejder med emner, der grænser til vejlederens forskningsområde.

Endnu bedre er det dog, hvis du selv tager initiativet til at kontakte en virksomhed, som du er interesseret i. Sæt dig ind i, hvad de arbejder med, og kontakt dem for at høre, om de har interesse i at lave et erhvervsprojekt med dig. Bagefter skal du så finde en intern vejleder fra AU. Hvis du har problemer med at identificere en relevant vejleder, er du velkommen til at kontakte projektkoordinatoren.

Endeligt er det også muligt at kontakte virksomheder, som annoncerer konkrete projekter i listen nedenfor.

Kontakt projektkoordinatoren

Professor Rikke Louise Meyer
rikke.meyer@inano.au.dk
tlf: 87156562

Proces

http://kursuskatalog.au.dk/da/course/69724

Hvad

Ansvarlig

Hvornår

Find en virksomhed

Studerende

Inden projektet starter

Find en intern vejleder ved AU

Studerende

Inden projektet starter

Send samarbejdsaftale til intern og ekstern vejleder og sørg for at den bliver underskrevet.

Samarbejdsaftalen findes her.

Kopi af underskrevet aftale sendes til koordinator og TTO (TTO@au.dk)

Studerende

Ved projektstart

Indsend projektbeskrivelsen i AU’s kontraktgenerator

Studerende

Senest 15. september / 15. februar

Godkend projektbeskrivelse i kontraktgeneratoren

Koordinator

Senest 1. oktober / 1. marts

Aflever projektrapport 

Studerende

Dato angivet i kontraktgenerator (senest 15. januar / 15. juni)

Arranger dato + intern censor for mundtlig eksamen 

AU vejleder

Senest 31. januar / 30. juni

Hvordan kommer du i gang, hvis du ikke allerede har fundet en virksomhed og en vejleder?

Første skridt er at kontakte en virksomhed, som du gerne vil lave projekt hos. Det bedste er selv at tage initiativ. Ring til den virksomhed, du er interesseret i, forklar dem om konceptet og send efterfølgende en email til dem med link til hjemmesiden, hvor de kan læse mere: Samarbejde med studerende - Institut for Biologi - Aarhus Universitet (au.dk)

Den anden indgangsvinkel kan være at kontakte en potentiel vejleder på AU først - find evt. en som i forvejen har kontakt til den virksomhed, du gerne vil lave projekt hos. Det er muligt at projektkoordinatoren kan pege dig i den rigtige retning hvis du oplyser dine interesser. Ellers må du kigge på de forskellige sektioners hjemmesider for at få en fornemmelse af hvilke virksomheder de samarbejder med, og hvilken type forskningsprojekter, der arbejdes med. Gå rundt og snak med de potentielle vejledere som arbejder med noget du finder interessant.

 

Hvad skal du få ud af dit erhvervsprojekt?

Du kan læse om læringsmålene i kursusbeskrivelsen i kursuskataloget.

Sammen med din interne og eksterne vejleder skal du definere et projekt, som giver følgende kompetencer:

  • Samarbejde i professionelle teams om løsning af afgrænsede naturvidenskabelige opgaver inden for givne deadlines
  • Selvstændigt tilegne sig viden og anvende den i praksisorienterede naturvidenskabelige problemstillinger
  • Reflektere over den teoretiske viden, som findes om en given problemstilling og over den viden, som den studerende selv producerer ved arbejdet med en praktisk naturvidenskabelig problemstilling.
  • Formidle opnået viden i et præcist og forståeligt sprog – mundtligt og skriftligt
  • Reflektere over resultaternes betydening for virksomheden/organisationen
  • Reflektere over egne arbejdsprocesser og samarbejdskompetencer
  • Reflektere over hvordan kompetencer erhvervet på uddannelsen bringes i spil i erhvervsmæssig sammenhæng og hvordan erfaringer fra projektforløbet anvendes i det videre uddannelsesforløb

 

Projektbeskrivelsen

Formålet med projektbeskrivelsen er at sikre en klar aftale mellem den studerende og virksomheden vedr. projektets indhold, mængden af vejledning, mængden af arbejde osv. Derudover er det AU’s måde at sikre, at det aftalte projekt lever op til kravene for et erhvervsprojekt.

Projektbeskrivelsen skal indeholde følgende:

  • Titel
  • Formål og evt hypotese for projektet
  • Beskrivelse af det planlagte arbejde
  • Gant-diagram som viser ca. hvornår de forskellige dele af projektet udføres
  • Antal timer det er aftalt at den studerende bruger hos virksomheden og som hjemmearbejde (fx i forbindelse med at skrive rapporten). Det skal anføres som timer per uger og timer i alt for projektperioden.
  • Aftale om vejledning med virksomhed og AU vejleder (dvs det aftalte omfang af vejledning)
  • Bekræftelse at interne og ekstern vejleder har læst projektbeskrivelsen og tilkendegivet deres støtte til projektet.
  • Bekræftelse af at du ikke har eller har haft arbejde i virksomheden.
  • Dato for aflevering af rapporten – dog senest 15. januar/15. juni. Bemærk at eksamensprotokollen dannes i Wiseflow ud fra denne dato og de øvrige indtastede oplysninger om projektet, så vær omhyggelig med at indtaste korrekt ifh dato og at erhvervsprojektet ligger på kandidatuddannelsen og ikke bachelor uddannelsen. Afleveringsdatoen kan ikke sættes senere end 15. juni/15. januar. Hvis du ønsker at lave et projekt i sommerferien anbefales det at du er tilmeldt erhvervsprojekt i efterårssemesteret. Hvis du gør det omvendt, er du nødt til at aflevere blankt til første eksamensforsøg og derefter huske at tilmelde dig re-eksamen.

 

Rapport og eksamen

Krav til rapportens omfang og udformning kan læses i kursusbeskrivelsen i kursuskataloget. Den afsluttende evaluering foregår som en mundtlig eksamen, der omfatter en præsentation af projektforløbet og en efterfølgende diskussion med udgangspunkt i oplæg og rapporten. AU vejlederen og censor bedømmer projektet, men den eksterne vejleder har lov til at deltage i eksamen samt stille spørgsmål. 

 

Den interne vejleders rolle

Den interne vejleder skal sikre den nødvendige faglighed og læring i projektperioden:

  • Bistå den studerende i at vurdere egnede projektvirksomheder og projektvejledere
  • Sikre, at den studerende – i samarbejde med projektvejlederen – formulerer en projektbeskrivelse, der passer til studieordningen og kursusbeskrivelsen og at den tilhørende tidsplan er i overensstemmelse med projektets formål, indhold, omfang og niveau
  • Sikre, at erhvervsprojektet tilrettelægges, således den studerende igennem projektforløbet får mulighed for at reflektere over sammenhæng mellem erfaringer erhvervet i virksomheden og den studerendes uddannelsesforløb
  • Bistå den studerende i udarbejdelse af projektbeskrivelse
  • Foretage bedømmelse af den ved projektperiodens afslutning afleverede rapport sammen med en intern censor og i samarbejde med projektvirksomheden
  • Fungere som eksaminator ved mundtlig eksamen

HVORFOR LAVE ET ERHVERVSPROJEKT?

Mød biologistuderende Liva Hansen, som har lavet et erhvervsprojekt hos virksomheden ISI Food Protection. Hun fortæller her, hvad hun har fået ud af samarbejdet.