Vadehavscentret

Logo fra Vadehavscentret

Virksomhedsbeskrivelse

VADEHAVSCENTRET har ca. 12 ansatte, hvoraf de 4 er biologer og naturvejledere. Vi har en vadehavsudstilling med flere end 100.000 gæster om året. Vi har også meget  undervisning og naturvejledning for stort set alle aldersgrupper og målgrupper såsom: børnehavebørn, elever fra folkeskoler, gymnasier og andre uddannelsessteder samt familiegrupper, erhvervsgrupper, foreninger og flere andre interesserede.

Hvilke forventninger har I til den erhvervsprojektstuderende?

Vi forventer, at du kan fordybe dig og arbejde selvstændigt. Vi vil sætte pris på, at du vil tilbringe noget af forløbet på Vadehavscentret, så du kan få en føling med huset og kollegaerne. Du skal deltage på nogle af vores ture, så du derved får en fornemmelse af niveauet for undervisningen. Vi kan i et begrænset omfang tilbyde overnatning her på stedet.

 

Hvad kan den studerende lære af at deltage i et erhvervsprojekt sammen med jer?

Vi er sikre på, at du vil lære en masse om formidling, hvilket mange biologer arbejder med, men ikke lærer ret meget om på studiet. Desuden vil du få et unikt indblik i, hvordan det er at være på en arbejdsplads.

 

Hvilke typer af projekter eller emner I kunne arbejde sammen med en studerende omkring?

Det vil være relevant at lave et projekt om udvikling af undervisningsmateriale, specielt til elever på ungdomsuddannelser og gymnasier. Afstikkere fra dette kunne være elementer, vi kan bruge i vores udstilling og måske i reduceret form også til folkeskoler. Et par forslag til emner du kan dykke ned i og skrive undervisningsmateriale ud fra kan være: ’fugletælling’, ’muslingers, søpunges eller frynseormes filtrationer’, ’mikroplast’, ’parasitter i strandsnegle eller dyndsnegle’ eller ’adfærd og fødevalg hos strandkrabber’. Helt andre idéer er også en mulighed. Der er også en mulighed for at videreudvikle og forbedre noget af vores eksisterende materiale. Se det her: https://www.vadehavscentret.dk/dk/undervisning/ungdomsuddannelser/

Hvad er jeres motivation for at deltage i Erhvervsprojektet?

Vores motivation for at gå ind i et sådan projekt er bl.a., at vi kan få noget undervisningsmateriale ud af samarbejdet, men i lige så høj grad, at vi har erfaring med, at det kan supplere vores egen viden, når vi har en person, der fordyber sig i eller nørder med et bestemt emne.