Bachelorprojektet

STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

Generel information om bachelorprojekt

Her kan du finde information om dit bachelorprojekt, tilmelding, aflevering og reeksamen. 

Om bachelorprojektet

ECTS

Bachelorprojektet har et omfang på 10-20 ECTS og ligger på bacheloruddannelsens tredje år. Det præcise omfang fremgår af din uddannelses studieordning, som du finder under 'Undervisning og opbygning' > 'Studieordninger' i menuen.

Hvad forventes der fagligt af mig? 

Du skal gennem bachelorprojektet demonstrere evne til at formulere, analysere og bearbejde fagets problemstillinger inden for et fagligt afgrænset emne.  

Bachelorprojektet skal indeholde et resumé på engelsk. Resuméet indgår i den samlede bedømmelse af din formuleringsevne i forbindelse med projektet. 

Bedømmelse 

Bachelorprojektet bedømmes efter 7-trins-skalaen under medvirken af en censor, der er beskikket af Ministeriet. 

Har du spørgsmål om dit bachelorprojekt? 

Information om, hvordan bachelorprojekter forløber på din uddannelse, kan fås ved henvendelse til din uddannelsesansvarlige, eller til din Studievejleder, som du finder i menuen til venstre. 

Tilmelding

Hvilket semester skal jeg skrive mit bachelorprojekt? 

Bachelorprojektet skal gennemføres i 5. eller 6. semester.  

Du skal derfor tilmelde dig bachelorprojektet ved undervisningstilmeldingen forud for det semester, hvor projektet skal gennemføres. Du finder tilmeldingsperioder og anden information om undervisningstilmelding under 'Undervisning' > 'Undervisningstilmelding' i menuen.

Hvordan tilmelder jeg mig? 

Din tilmelding til bachelorprojektet foregår via mitstudie.au.dk.  

Bachelorprojektkontrakt 

Hvis du skal udfylde en bachelorprojektkontrakt via Kontraktgeneratoren, vil det fremgå i kursusbeskrivelsen.

Frister og praktiske informationer

Du skal aflevere dit bachelorprojekt via WISEflow. 

Læs mere om WISEflow under 'Eksamen' > 'WISEflow' i menuen.

Hvornår skal jeg senest aflevere? 

Vintereksamen: d. 15. januar kl. 13.00 med bedømmelse senest d. 31. januar 
Sommereksamen: d. 08. juni kl. 13.00 med bedømmelse senest d. 30. juni (eller først kommende hverdag hvis 8. juni falder på en lørdag eller søndag).

Det er dit eget ansvar, at du afleverer dit bachelorprojekt til tiden. 
Vi anbefaler, at du i god tid inden afleveringsfristen uploader og afleverer dit bachelorprojekt.  
For sent afleverede bachelorprojekter bedømmes ikke. 

Hvornår kan jeg se min eksamen i WISEflow? 

Din eksamen vil være tilgængelig senest en uge før afleveringsfristen. Ellers skal du kontakte din Uddannelseskoordinator.
Du finder din uddannelseskoordinator under 'Kontakt og Studieservice' > 'Uddannelseskoordinatorer' i menuen.

Forside til bachelorprojekt 

Du er selv ansvarlig for at udarbejde en forside til bachelorprojektet.

Forsiden skal indeholde titel, vejleders navn og dato for aflevering.

Du må kun skrive navn og studienummer på forsiden, hvis dit bachelorprojekt ikke er anonymiseret.

Alle bachelorprojekter, hvor eksamen kun består af en hjemmeopgave, er anonymiserede. Bachelorprojekter med mundtligt forsvar er ikke anonymiserede.

Du kan læse mere om anonymisering under 'Eksamen' > 'Værd at vide om eksamen' i menuen til venstre.

Titel 

Dit bachelorprojekt skal have en engelsk titel, også selvom det i forvejen har en dansk titel. 
Når du afleverer i WISEflow, så vær opmærksom på, at den titel du angiver (DK og GB), er den titel, der kommer på dit eksamensbevis. 

Afleveringsformat

Du skal som hovedregel aflevere dit bachelorprojekt som én samlet pdf-fil. Dog har du mulighed for at vedlægge bilag i andre formater, hvis det er nødvendigt. 

Din aflevering i WISEflow er den juridisk gældende aflevering 

Den version af bachelorprojektet, der er afleveret i WISEflow, er den juridisk gældende, og det vil derfor være denne version, der indgår i den samlede bedømmelse af bachelorprojektet. 
I tilfælde af en klagesag, vil det ligeledes være den afleverede version i WISEflow, der er gældende. Læs mere om klager under 'Eksamen' > 'Eksamensklager' i menuen.

Skal jeg også aflevere et fysisk eksemplar? 

Du og din vejledere aftaler, hvorvidt der skal laves fysiske eksemplarer til censor, med-vejledere m.v.

Reeksamen

Hvis du ikke afleverer dit bachelorprojekt i tide eller ikke består, bruger du et eksamensforsøg, og du skal selv tilmelde dig reeksamen. 

Tilmelding til reeksamen

Foregår i tilmeldingsperioden via mitstudie.au.dk
Du finder tilmeldingsperioden under 'Eksamen' > 'Eksamenstilmelding og reeksamen' i menuen.

Kan jeg få vejledning inden jeg går til reeksamen? 

I perioden fra ordinært eksamensresultat til din reeksamen er der ikke krav om, at din vejleder tilbyder yderligere vejledning. 

Afleveringsfrist i WISEflow

Vinterreeksamen: senest d. 15. marts med bedømmelse senest d. 31. marts 
Sommer reeksamen: senest d. 15. august med bedømmelse senest d. 31. august