Formål

Formålet med bacheloruddannelsen er beskrevet i studieordningen:

"Formålet med bacheloruddannelsen i matematik er at give den studerende en grundlæggende indføring i de matematiske metoder og principper. Indføringen i matematikken danner sammen med støttefaget i programmering det faglige fundament for videre studier i matematik og statistik. Bacheloruddannelsen i matematik har to studieretninger: matematik og matematisk modellering.  I bacheloruddannelsen skal der endvidere indgå elementer fra andre fagområder - fagpakker - i et omfang på mindst 30 point.

Bacheloruddannelsen i matematik skal

  • give den studerende kompetencer til at varetage selvstændige jobfunktioner, som fordrer grundlæggende matematisk indsigt og kunnen
  • danne grundlag for videre studier på kandidatniveau"

Som studerende skal du være med til at sammensætte din uddannelse, så den bedst passer til det, du regner med, at den skal bruges til.

Hvis du regner med, at du vil afslutte dine studer ved universitetet med en bachelorgrad for at få et job, vil det være en god idè, hvis du undervejs i bacheloruddannelsen vælger nogle discipliner, som understøtter det forventede jobområde.

Hvis du derimod forventer at studere videre til en kandidat- eller ph.d-grad er der andre discipliner, som er mere oplagte.