Erhversmuligheder

 

Biologi er fagligt set et meget bredt fagområde, hvilket reflekteres i den meget brede vifte af beskæftigelsesmuligheder, der findes for biologer. Overordnet set finder biologer - som andre akademikere - job inden for forskning, forvaltning og rådgivning samt undervisning og formidling i såvel den private som den offentlige sektor.
Mange biologer er beskæftiget med miljøadministration og miljøforvaltning, primært i regi af kommuner og amter, men også i Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen. Derudover beskæftiger mange private virksomheder biologer, dels som konsulenter indenfor miljøadministration og miljøteknologi, dels som miljømedarbejdere med ansvar for virksomhedernes miljøprofil.


Gymnasieskolen har traditionelt været en stor aftager af kandidater i biologi og der er ingen grund til at antage, at det ikke vil fortsætte fremover – måske endda tværtimod - det forventede fremtidige behov for lærere taget i betragtning. Det skal dog understreges, at hvis man ønsker ansættelse i gymnasieskolen, skal biologiuddannelsen kombineres med et sidefag.


Udover gymnasieskolen finder biologer ansættelse indenfor andre grene af undervisningssektoren, for eksempel laborantskoler og seminarier samt ved forskellige former for voksenundervisning. Endelig er en del biologer beskæftiget med formidling af biologisk viden indenfor medie- og forlagsverdenen og som naturvejledere.
Biologer ansættes i forskerstillinger indenfor en lang række biologiske fagområder rækkende fra bioteknologi, over natur og miljø til biologisk produktion indenfor landbrugs- og fiskerisektoren. I det offentlige findes forskerstillingerne primært ved universiteter og sektorforskningsinstitutioner, medens stillingerne i det private ofte er knyttet til produktionsvirksomheder eller halvoffentlige institutioner som for eksempel Kræftens Bekæmpelse. Som hovedregel gælder at ansættelse i en forskerstilling i offentlig regi kræver en ph.d-grad.