For påbegyndelse af kandidatuddannelsen kræves, at der foreligger et forslag til studieprogram, som er udarbejdet i samråd med en vejleder efter retningslinjer aftalt mellem studienævn og institutterne.
Studerende med bacheloruddannelse i matematik-biologi skal tage de resterende grundkurser i biologi (4 point) som en del af kandidatuddannelsen.
Indtil Bacheloruddannelsen er fuldendt, kan man højst optages på og indskrives til eksamen i kurser på kandidatuddannelsen af et omfang på 4 point.
Såfremt der inddrages i sidefag med faglig kompetence til gymnasieundervisning kan Studienævnet tillade, at bachelor- plus kandidatuddannelsen tilsammen kun indeholder grundprogrammet i biologi, 9 point fra biologiske/molekylærbiologiske A- og B-moduler samt specialet.
Ved påbegyndelse af speciale kan instituttet/vejlederen kræve, at bestemte videregående moduler er gennemført.
Sammensætning af studieprogrammet godkendes af Biologisk Studienævn efter indstilling fra det relevante institut.
Specialestudiet tilrettelægges som et selvstændigt eksperimentelt eller teoretisk studium ved Biologisk Institut eller Institut for Molekylær og Strukturel Biologi og med en af instituttets lærere som vejleder.
Kandidatoverbygningen afsluttes med en specialeeksamen, der består af
a) en afhandling eller rapport over det udførte teoretiske eller eksperimentelle studium, eller en besvarelse af en stillet opgave inden for området, som skal besvares inden for en periode på 4-6 uger efter nærmere aftale ("specialeafhandlingen").
b) 2 eksaminationer (skriftlige eller mundtlige) inden for det af eksaminanden opgivne pensum (petitum).
Prøverne a) og b) bedømmes hver for sig efter 13-skalaen under medvirken af ekstern censor.