Formål og faglig beskrivelse

Formål og faglig beskrivelse

  • Master of Multimedia Science (MMS) ved Aarhus Universitet er en akademisk uddannelse i henhold til bekendtgørelse om uddannelser til Master of Multimedia Science og Master of Multimedia Arts ved Aarhus Universitet (Bekendtgørelse nr. 639 af 31 juli 1997). Uddannelsen hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet og administreres af studienævnet for 2-fagsuddannelser.
  • Formålet med MMS-uddannelsen er at give studerende med en praktisk erhvervserfaring og en forudgående naturvidenskabelig eller ingeniørmæssig baggrund en videregående uddannelse indenfor multimedier. MMS-uddannelsen vil kvalificere dem til at løse krævende tekniske og formidlingsmæssige opgaver, der involverer ny multimedieteknologi.
  • Uddannelsen sætter den studerende i stand til, at:

  • Forstå de teorier og arbejdsmetoder, der knytter sig til udvikling og vurdering af multimediesystemer og anvendelser,
  • Deltage i udvikling (herunder planlægning, analyse, design, programmering) af systemer med multimedie-brugergrænseflader,
  • Deltage i udvikling (jf. pkt. 1) af informationssystemer baseret på hypermedieprincipper,
  • Forstå og udnytte multimediale udtryksmidler i formidling af informationer inden for forskellige anvendelsesområder,
  • Kunne analysere, evaluere og kritisk vurdere multimedie-systemer og anvendelser med vægt på de tekniske aspekter.
  • MMS er en videregående deltidsuddannelse, der udbydes som åben uddannelse.

    Uddannelsen har et omfang, der svarer til 1 1/2 års heltidsuddannelse (1 1/2 årsværk). Et årsværk er en fuldtids-studerendes arbejde i ét år.

    Den, der har gennemgået MMS-uddannelsen, har ret til at betegne sig MMS (Master of Multimedia Science).

    Uddannelsen kvalificerer de studerende inden for følgende fagområder: Multimedieproduktion (I: Materialer og værktøjer; II: Interaktionsdesign); Hypermedier, herunder distribuerede hypermedier; Menneske-maskin interaktion, herunder brugergrænsefladedesign og evaluering; æstetiske teoridannelser, specielt vedrørende computermediet. Fagligt søger uddannelsen at integrere teknologiske og æstetiske fagområder.