Kapitel 1: Formål og faglig beskrivelse

Kapitel 1: Formål og faglig beskrivelse

§1

Suppleringsuddannelsen i videnskabsstudier ved Aarhus Universitet er en akademisk uddannelse i henhold til Bekendtgørelserne om naturvidenskabelige uddannelser (Bekendtgørelse nr. 701 af 21. august 1995). Uddannelsen hører under Det Naturvidenskabelige Fakultet, Institut for Videnskabshistorie, Studienævnet for 2-fagsuddannelser.

§2

Uddannelsen introducerer de studerende til naturvidenskabernes historie og kultur, samt sammenhængen mellem naturvidenskab, teknologi og samfund i historisk og aktuel belysning med henblik på at opnå faglige forudsætninger for at kunne varetage jobfunktioner i den private eller offentlige sektor, hvor samarbejde med naturvidenskabsfolk og formidling mellem naturvidenskab og andre faggrupper er nødvendig.

§3

Formålet med den 1-årige suppleringsuddannelse i videnskabsstudier er at give de studerende en større forståelse for naturvidenskabernes rolle og funktion i samfundet i dag, samt at kvalificere de studerende til at forstå og formidle videnskabernes historiske, kulturelle, sociale, etiske og politiske rolle i samfundet.