Eksamensklager

Din klage skal indsendes til Nat-Tech Studieadministration senest 2 uger efter bedømmelsesfristen. 

Klager, der modtages for sent, kan ikke forventes behandlet.

Inden du sender en klage

Inden du indgiver en klage, bør du drøfte klagepunkterne med den kursusansvarlige.

  • Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for, hvad du klager over og hvorfor.
  • Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen.
  • Det er en god idé at henvise konkret til kursusbeskrivelsen, herunder de konkrete læringsmål.

Vær opmærksom på, at en ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

Reglerne om klager over eksamen står i Eksamensbekendtgørelsen om eksamen og censur ved universitetsuddannelser. 

Sådan sender du en klage

For at Aarhus Universitet kan behandle din eksamensklage, skal du indsende ansøgningen via mitstudie.au.dk.

Du finder ansøgningsmodulet under ”Ansøgninger” og ”Klage over eksamen”. Bemærk, at ansøgningen først kan sendes, når du har indtastet alle relevante oplysninger og at du ikke modtager en kvitteringsmail. Husk derfor at trykke ”Gem en kopi”.

Hvad kan du klage over?

  • Eksaminationsgrundlaget (spørgsmål, opgaver og lignende)
  • Prøveforløbet (måden hvorpå eksamen blev afviklet)
  • Bedømmelsen (din karakter - vær opmærksom på, at bedømmerne ikke tilstræber en bestemt fordeling af karakterer, jf. §23)
  • Retlige forhold (i strid med bekendtgørelser og love) 
  • Fejl og mangler i forbindelse med en prøve (f.eks. støjgener eller tekniske problemer) - §32

Du kan klage over både mundtlige og skriftlige eksamener.

Hvad skal du være opmærksom på, inden du klager?

Der er nogle opmærksomhedspunkter, du skal være klar over, inden du klager:

  • Din klage kan resultere i en lavere karakter. Hvis du får medhold i din klage, kan bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve resultere i, at din karakter bliver lavere end din oprindelige karakter. Du skal være opmærksom på, at du ikke kan klage over den nye karakter. 
  • Din klage skal være indleveret senest 2 uger efter bedømmelsesfristen.
  • Du kan ikke være anonym, når du klager over en eksamen. Sagsbehandlerne, bedømmerne, og i nogle tilfælde instituttet, kan se dit navn m.m. Alle sagsbehandlere har dog tavshedspligt.
  • Det er altid en god idé at tage en snak med underviser omkring din eksamen/bedømmelse, inden du klager, da de kan klarlægge forhold, der er lagt vægt på i bedømmelsen. Du skal dog være opmærksom på, at underviser ikke er forpligtet til at give dig en tilbagemelding på din bedømmelse.
  • Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for hvad, du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen. Det er en god idé at henvise konkret til kursusbeskrivelsen herunder de konkrete læringsmål.
  • Hvis du har været til en mundtlig eksamen, er det en god idé hurtigst muligt at skrive alt ned, som er blevet sagt under eksaminationen og desuden gemme eventuelle notater fra forberedelsestiden.

Hvad sker der typisk, når du klager?

Du afleverer din skriftlige begrundede klage senest to uger efter bedømmelsesfristen. Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage på en måde, så universitetet får et godt grundlag at behandle klagen på.

Klageprocessen i hovedtræk (OBS. dette er vejledende og kan se anderledes ud i praksis):

  • Klagen sendes og modtages af eksamensklagekontoret.
  • Klagen vurderes ift. hvad der klages over.
  • Hvis klagen sendes til bedømmeren, har bedømmerne to uger til at afgive en udtalelse, efter de har modtaget klagen.
  • Når denne er modtaget, sendes den til dig, og du har en uge til at udfærdige kommentarer, som du sender til eksamensklager.nat-tech@au.dk.
  • AU træffer derefter en afgørelse på baggrund af klage, udtalelse og dine kommentarer. Her er der ingen tidsfrist, men det vil ske hurtigst muligt.
  • Afgørelsen er en af følgende afgørelser:
    • 1) tilbud om en ny bedømmelse af en skriftlig opgave (ombedømmelse),

      2) tilbud om ny eksamen eller prøve (omprøve),

      3) en kombination af 1, 2 og 4, hvis eksamen omfatter en skriftlig opgavebesvarelse med mundtligt forsvar, eller

      4) at klageren ikke får medhold i klagen.

Det tager typisk 2-3 måneder (juli undtaget) at behandle en eksamensklage. 

Du skal være opmærksom på, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.

Klage over afgørelse

Hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen af din klage, kan du vælge at indbringe den for et ankenævn. Ankenævnet kan dog kun behandle faglige spørgsmål og ikke retlige spørgsmål eller spørgsmål, der vedrører fejl eller mangler ved prøven. 

Fristen for at anke er to uger efter, at du har modtaget afgørelsen af klagen. De samme krav som nævnt ovenfor (skriftlighed, begrundelse osv.) gælder også ved anken, og den skal på samme måde indsendes via mitstudie.au.dk.

Ankenævnet består af to eksterne censorer, en eksaminationsberettiget underviser og en studerende inden for fagområdet. 

Ankenævnet skal træffe afgørelse senest to måneder efter, at anken er indgivet (juli undtaget), og du underrettes hurtigst muligt herefter. 

Ankenævnet træffer en af følgende afgørelser:

  • 1) tilbud om en ny bedømmelse af en skriftlig opgave (ombedømmelse),

    2) tilbud om ny eksamen eller prøve (omprøve),

    3) en kombination af 1, 2 og 4, hvis eksamen omfatter en skriftlig opgavebesvarelse med mundtligt forsvar, eller

    4) at klageren ikke får medhold i klagen.

Du skal være opmærksom på, at accept af omprøve eller ny bedømmelse kan resultere i ændret karakter.

Ankenævnets afgørelse er endelig, hvilket betyder, at du ikke kan klage videre i systemet, hvad angår den faglige del af din klage.

Klage over retlige spørgsmål

Ønsker du at klage over et retligt spørgsmål i forbindelse med afgørelsen, dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret, og om universitetets skøn ligger inden for de retlige rammer, som lovgivningen opstiller, kan denne afgørelse iht. § 41 indbringes for universitetet.

En eventuel klage skal være modtaget af universitetet senest to uger, efter at denne afgørelse er meddelt dig.

Klager over retlige spørgsmål indsendes ligeledes via mitstudie.au.dk.   

Universitetet vurderer herefter, om din sag er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og træffer afgørelse.

Spørgsmål og vejledning

Har du spørgsmål eller brug for vejledning til eksamensklager, er du velkommen til at kontakte:

Mail: eksamensklager.nat-tech@au.dk

Asger Steen Boisen
Tlf.:  9352 2574

Cecilie Rix Arildskov
Tlf.:  9352 1611

Anne Gadeberg
Tlf.:  2084 2805

Rune Thostrup
Tlf.:  2085 4261