Guide til skriftlig eksamen som hjemmeopgave

Hvad er en hjemmeopgave?

En skriftlig eksamen som hjemmeopgave dækker over:

  • frie skriftlige opgaver
  • bundne skriftlige opgaver
  • projekter/skriftlige opgaver med efterfølgende mundtligt forsvar
  • bachelorprojekter og specialer

Formelle krav til din hjemmeopgave

Anonyme hjemmeopgaver

Disse typer af hjemmeopgaver er altid anonyme på Health: 

  • skriftlige hjemmeopgaver uden mundtligt forsvar

  • skriftlige hjemmeopgaver uden praktiske øvelser 

  • skriftlige hjemmeopgaver uden vejledning.

Når din eksamen er anonym, skal du ikke skrive navn, studienummer eller andet på din opgave, der kan identificere dig. 

Deltagerindeks

Til en anonym hjemmeopgave bliver du identificeret ved hjælp af et ”deltagerindeks.”

Deltagerindekset er et unikt, tilfældigt nummer, du får tildelt, når du deltager i en anonym eksamen, og det tilføjes automatisk til din opgave. 

Du får et nyt deltagerindeks, hver gang du skal til en anonym eksamen. 

Indekset sikrer, at underviser og eksaminator ikke kender din identitet, men at vi stadig ved, hvem der har afleveret hvilke opgaver.

Du skal derfor ikke bekymre dig – selvom din opgave er anonym, kan vi altid identificere dig via deltagerindekset.


Forsiden

WISEflow danner en automatisk forside, men du skal også lave din egen. 

Din egen forside skal indeholde: 

  • kursus/modulbetegnelse

  • studienummer (dog ikke, hvis eksamen er anonym)

  • hvis det er en gruppeopgave, skal gruppens medlemmer stå på forsiden

  • opgavens anslag

  • for specialer skal det fremgå om din opgave må offentliggøres eller ej


Formatering

Du skal skrive opgaven i Times New Roman 12 pkt. og linjeafstand 1½.

Studienummer (hvis eksamen ikke er anonym) skal stå som sidehoved på alle sider.

Skriv sidetal og samlet antal sider som sidefod på alle sider (eks.: 1 af 15, 2 af 15)


Omfang og anslag

Det er vigtigt, at du er opmærksom på kravene til opgavens omfang. Din opgave bliver nemlig ikke bedømt, hvis den ikke lever op til kravene. 

Du kan se, hvor meget din opgave skal fylde i studieordningen under det enkelte kursus.

En normalside regnes som 2400 typeenheder (tegn plus mellemrum).

Når du tæller anslag, skal du tælle alle tegn og mellemrum i tekst, noter, figurer, grafer, tabeller (også hvis de er indsat som billede) samt bilag.

Med mindre der står andet i din studieordning, skal du ikke tælle anslag i resumé, forside, indholdsfortegnelse og litteraturliste.  

Følger du et kursus (valgfag eller seminar) udbudt af statskundskab eller sundhedsfaglig kandidat, er det deres retningslinjer for eksamen, der gælder. 

Er kurset et folkesunhedsvidenskabs-kursus, hvor undervisningen blot varetages af statskundskab, følges folkesunhedsvidenskabs retningslinjer (Politologisk introduktionskursus + Offentlig forvaltning).

Du finder de præcise krav til netop din eksamen i studieordningen under det enkelte kursus. 


Citater

Hvis citatet er på mere end 3-4 linjer, skal du skrive det med enkelt linjeafstand og rykke det ind på siden.


Litteraturhenvisninger og -lister

Du skal bruge enten Vancouver eller Harvard som referencesystem, når du henviser til litteratur. 

Du kan se det i studieordningen hvis du ikke må vælge frit imellem de to systemer.

1. Før eksamen

Senest en uge inden eksamen starter, får du en mail om, at din eksamen er klar i WISEflow. Mailen bliver sendt til din au-mailadresse. 

På WISEflow kan du se forskellige informationer om din eksamen, fx:

  • censurform
  • afleveringsfrist


Det er også via WISEflow, at du afleverer din opgave. 

Log på WISEflow og find information om din eksamen.

2. Under din eksamen

Hjælpemidler

Når din eksamen er en skriftlig hjemmeopgave, må du bruge alle hjælpemidler. Der kan dog være enkelte undtagelser fra den regel, og derfor er det altid en god idé at tjekke, hvad der står på kursets side i kursuskataloget.

Det er naturligvis vigtigt, at du selv formulerer og skriver din opgave. 


Hjælp til din proces

Du kan finde gode tips til opgaveskrivning på Studypedia


Hvis noget går galt

Hvis noget går galt undervejs, og du ikke kan gøre din eksamen færdig til tiden, kan du muligvis søge om en dispensation. Du skal sikre dig, at du har dokumentation for, at du var forhindret i at aflevere til tiden (f.eks. skærmbilleder af fejlen og lignende).

Du er velkommen til at at kontakte Studieservice, hvis du har spørgsmål.

3. Sådan afleverer du din hjemmeopgave

Aflevér som én samlet pdf

Du skal aflevere din opgave som én samlet pdf inkl. eventuelle bilag. 
 

Frist for aflevering

I din eksamensplan kan du se afleveringsfristen for din besvarelse.

For at din besvarelse kan blive godkendt, skal den afleveres inden fristen for eksamen. Derfor er det en god idé at aflevere i god tid, så du har tid til at løse eventuelle uforudsete problemer.

Eksamenssystemet lukker ned præcist ved afleveringsfristen, og det er uret i WISEflow, der er styrende. Hvis afleveringsfristen er kl. 12.00, så skal du uploade din besvarelse inden kl. 12.00.


Husk at lave en forside

Du skal selv lave en forside til din opgave ved hjemmeopgaver.

Hvis din hjemmeopgave er anonym skal du ikke skrive navn, studienummer eller andet på din opgave, der kan identificere dig. 


Tjek at du har fået en kvittering

Når du har afleveret din opgave, får du en mail med en kvittering for din aflevering. 
 

Hvis du ikke afleverer til tiden

Hvis ikke du afleverer til tiden, har du brugt et eksamensforsøg.

Hvis du ikke har kunnet aflevere på grund af noget, der ikke er din egen skyld, kan du søge om dispensation.


Sådan søger du om dispensation

  1. Du skal så hurtigt som muligt søge en dispensation via mitstudie.au.dk.
     
  2. I feltet ”hvad søger du om” skriver du, at du søger om dispensation til at aflevere efter fristen. Som begrundelse skriver du helt kort, hvad der gik galt. Du skal ikke bruge lang tid på at argumentere for din sag. Det vigtigste er, at du hurtigt får ansøgningen og din opgave sendt afsted. Så kan du altid supplere din begrundelse efterfølgende.


     
  3. Vedhæft din opgave og send din dispensationsansøgning

4. Efter din eksamen

Efter du har afleveret din eksamen, får du en kvittering i din AU-mail. På kvitteringssiden kan du se din besvarelse. 


Hvornår får jeg karakter?

Så snart din karakter er tastet i eksamenssystemet, vil du kunne se den enten ved at logge på mitstudie.au.dk eller ved at logge på STADS. Din karakter bliver tastet senest på den dag, hvor fristen for bedømmelse er fastsat til. Du kan se bedømmelsesfristen i din eksamensplan eller på WISEflow.  


Kan jeg få feedback på min eksamen?

Du har ikke krav på at få feedback på din eksamen. 

Men du altid meget velkommen til at kontakte den kursusansvarlige for at høre, om der er mulighed for at få feedback. Du finder navn og kontaktoplysninger på kursusansvarlig i kursuskataloget. 

Sådan afleverer I som gruppe i WISEflow

Sådan gør du, hvis du skal til eksamen som gruppe.  


Lav gruppen i WISEflow

  1. Hvis flowet er sat op til gruppeaflevering skal du vælge "Opret gruppe" når du logger på WISEflow.
  2. Skriv et gruppenavn i øverste felt "Gruppenavn"
  3. Vælg de øvrige medlemmer på listen 
  4. Når du har valgt alle gruppemedlemmer skal du klikke på "Opret gruppe"

    Læs mere om gruppedannelse i WISEflow

Acceptér invitation i WISEflow

Dine medstuderende, som du har tilføjet til gruppen, skal nu acceptere invitationen. 

Det foregår også i WISEflow. Her kan de se gruppeinvitationen under det valgte flow.   


Sådan afleverer I opgaven

Når I sender jeres opgave i WISEflow, er det kun én af gruppens medlemmer, der skal uploade og aflevere opgaven og eventuelle bilag.

Resten af gruppens medlemmer skal blot sikre sig, at de er en del af gruppen ved at acceptere gruppeinvitationen.