Studieportaler

IT-Guide

IT-systemet på Aarhus Universitet er mildt sagt en jungle. Selv for ældre studerende kan det være en uoverskuelig sag. Her prøver vi at give et kort overblik over de vigtigste sider.

Studieselvbetjening (https://stadssb.au.dk)

Når du skal tilmelde dig fag og de tilhørende eksamener, sker det igennem AU’s studieselvbetjening. Det er også her, du finder karakterer for alle de overståede kurser. Du logger på med dit cpr- eller studienummer (findes på studiekortet) og dit kodeord. På studieselvbetjening kan du også genbestille dit studiekort, udskrive din indskrivningsbekræftelse og meget andet godt.

Skemagenerator (http://skema.secretman.dk)

Skemagenerator er en nyttig side, som genererer dit skema ved at skrive dit studienummer. Det smarte ved Skemageneratoren er også, at du kan synkronisere skemaet med kalenderen på din smartphone - dette gøre ved at generere skemaet i iCal-format. 

Post.au.dk (https://post.au.dk)

Din anden mail her på Aarhus Universitet, som er super vigtig at tjekke ofte! Din AU-mail adresse er [studienummer]@post.au.dk.

OBS!!! Du kan sætte din egen mail op til at hente mails fra din AU-mail: Følg denne vejledning.

Studieportalen (https://studerende.au.dk)

Her finder du studieportalen for netop din uddannelse, som indeholder stort set al den information, du får brug for om bl.a. undervisning, eksamen, vejledning og relevante nyheder. Herinde kan du bl.a. vælge ”undervisning” og herunder ”kursuskatalog”. Her kan du finde informationer om alle de kurser, du skal have eller kunne tænke dig at vælge til. Når tiden nærmer sig, er det også her, du finder kursets eksamensdato.

TKM’s hjemmeside (studerende.au.dk/TKM)
Denne hjemmeside tilhører din tutorforening (TKM). Du kan her finde alt hvad hjertet begærer om alt fra TKM’s historie til dette års tutorer.