STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.
Din klage skal være studieadministrationen ved Natural Sciences eller Technical Sciences AU i hænde senest fjorten dage efter offentliggørelsen af eksamensresultatet. Klager, der modtages for sent, kan ikke forventes behandlet.
Inden du indgiver en klage, bør du om muligt drøfte klagepunkterne med den kursusansvarlige.
Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for, hvad du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen. Det er en god idé at henvise konkret til kursusbeskrivelsen herunder de konkrete læringsmål.
Reglerne om klager over eksamen står i Eksamensbekendtgørelsen om eksamen og censur ved universitetsuddannelser.
For at Aarhus Universitet kan behandle din eksamensklage, skal du indsende ansøgningen via mitstudie.au.dk. Du kan finde ansøgningsmodulet under ”Ansøgninger” og ”Klage over eksamen”. Bemærk, at ansøgningen først kan sendes, når du har indtastet alle relevante oplysninger og at du ikke modtager en kvitteringsmail. Husk derfor at trykke ”Gem en kopi”.
Nedenfor finder du en vejledning til proceduren omkring eksamensklager.
Du kan klage over både mundtlige og skriftlige eksamener.
Din klage kan resultere i en lavere karakter. Bedømmelsen ved en ombedømmelse eller en omprøve kan resultere i, at din karakter bliver sat ned, og du kan ikke klage over den nye karakter.
Din klage skal være indleveret senest 2 uger efter, at bedømmelsen er blevet offentliggjort.
Du kan ikke være anonym, når du klager over en eksamen. De, der behandler din sag, kan se dit navn m.m., men alle sagsbehandlere har tavshedspligt.
Det er altid en god idé at tage en snak med underviser omkring eksamen/bedømmelsen, inden du klager, da han/hun kan klarlægge forhold, der er lagt vægt på i bedømmelsen. Du skal dog være opmærksom på, at underviser ikke er forpligtet til at give dig en tilbagemelding på din bedømmelse.
Det er dit eget ansvar, at du får begrundet din klage, så dem, der skal behandle din klage, får et godt grundlag at træffe afgørelse på. Det betyder, at du skriftligt skal redegøre for hvad, du klager over og hvorfor. Du skal være særligt omhyggelig med begrundelsen. Det er en god idé at henvise konkret til kursusbeskrivelsen herunder de konkrete læringsmål.
Hvis du har været til en mundtlig eksamen, er det en god idé hurtigst muligt at skrive alt ned, som er blevet sagt under eksaminationen og desuden gemme eventuelle notater fra forberedelsestiden.
Det tager typisk 2-3 måneder (juli undtaget) at behandle en eksamensklage.
Du skal være opmærksom på, at ombedømmelse eller omprøve kan resultere i en lavere karakter.
Hvis du ikke er tilfreds med afgørelsen af din klage, kan du vælge at indbringe den for et ankenævn. Ankenævnet kan dog kun behandle faglige spørgsmål og ikke retlige spørgsmål eller spørgsmål, der vedrører fejl eller mangler ved prøven.
Fristen for at anke er to uger efter, at du har modtaget afgørelsen af klagen. De samme krav som nævnt ovenfor (skriftlighed, begrundelse osv.) gælder også ved anken, og den skal på samme måde indsendes via mitstudie.au.dk.
Ankenævnet består af to eksterne censorer, en eksaminationsberettiget underviser og en studerende inden for fagområdet.
Ankenævnet skal træffe afgørelse senest to måneder efter, at anken er indgivet (juli undtaget), og du underrettes hurtigst muligt herefter.
Ankenævnet træffer en af følgende afgørelser:
Du skal være opmærksom på, at accept af omprøve eller ny bedømmelse kan resultere i ændret karakter.
Ankenævnets afgørelse er endelig, hvilket betyder, at du ikke kan klage videre i systemet, hvad angår den faglige del af din klage.
Ønsker du at klage over et retligt spørgsmål i forbindelse med afgørelsen, dvs. om sagen er behandlet i overensstemmelse med gældende ret, og om universitetets skøn ligger inden for de retlige rammer, som lovgivningen opstiller, kan denne afgørelse iht. § 48 indbringes for universitetet.
En eventuel klage skal være modtaget af universitetet senest to uger, efter at denne afgørelse er meddelt dig.
Klager over retlige spørgsmål indsendes ligeledes via mitstudie.au.dk.
Universitetet vurderer herefter, om din sag er behandlet i overensstemmelse med gældende ret og træffer afgørelse.
Har du spørgsmål eller brug for vejledning til eksamensklager, er du velkommen til at kontakte:
Asger Steen Boisen
Tlf.: 9352 2574
Mail: eksamensklager.nat-tech@au.dk
Cecilie Rix Arildskov
Tlf.: 9352 1611
Mail: eksamensklager.nat-tech@au.dk