Mød Thomas og Karla i audiowalken "Mellem Søerne".
På en guidet gåtur i Uniparken deler de studielivets tanker og udfordringer – måske genkender du dem selv.
Audiowalken er et nyt tilbud fra din studievejledning, som du kan benytte, lige når det passer dig.
Alt du behøver er høretelefoner, din smartphone og 35 minutter. Turen starter ved Det Kgl. Bibliotek i Aarhus.
Mellem de to søer i Universitetsparken har studerende gennem tiderne haft et utal af samtaler. Samtaler om studielivets op og nedture, om alt fra knas i studiegruppen til kærestesorger til hvornår de skulle mødes til Kapsejladsen. Måske du selv har oplevet, at de ting – eller noget helt andet – fylder. Måske du har haft svært ved at prioritere din tid, eller været i tvivl om dit studievalg. Måske du lige nu bare har brug for lidt luft og en pause fra bøgerne.
Uanset hvad vil vi gerne introducere dig for Thomas og Karla – to fiktive studerende med virkelige tanker. Du kan møde dem i audiowalken "Mellem Søerne", som er et nyskabende vejledningsredskab, der giver dig tid og rum til refleksion. I en guidet lydfortælling inviteres du med på gåtur i Uniparken, hvor Thomas og Karla deler deres tanker og udfordringer. Thomas læser på Tech og forsøger at få studie, venner og fritid til at hænge sammen. Karla læser på Nat og er ramt af studietvivl. De står begge i en situation, hvor de godt kunne bruge én, der lytter – og måske et godt råd.
Når du går audiowalken "Mellem Søerne" bliver du guidet gennem Universitetsparken. Turen varer ca. 35 minutter og kan gennemføres, når det passer dig. Du får instruktioner undervejs, og en guide hjælper dig trygt gennem ruten. Alt du skal bruge er et par hørertelefoner og din smartphone.
Ruten går både over sti og græs, så det er en god idé at have godt fodtøj på. For den bedste oplevelse anbefaler vi, at du går ruten i et roligt tempo. Hvis du er i tvivl, så lyt til fodtrinnene.
Sæt kursen mod Det Kongelige Bibliotek i Aarhus, følg guiden herover og start din gåtur "Mellem Søerne".
En audiowalk er en lydfortælling, der udspiller sig i virkeligheden omkring dig. Formatet kombinerer podcast og lydteater med GPS-teknologi, så historien er forankret i en fysisk lokation, hvor du også befinder dig.
I "Mellem Søerne" bevæger du dig gennem Universitetsparken, mens du lytter til en fortælling, der bruger omgivelserne aktivt. Du lytter, tænker og interagerer med karaktererne, som taler direkte til dig.
Thomas er speaket af Sebastian Munck Rasmussen
Karla er speaket af Ann Celina Fønsskov
Guiden er speaket af Jesper Pedersen Klindt
Lyddesign af Jesper Paakjær Konge fra Blaalyd
Manuskript af Heidi Høy Sørensen og Nina Borgbjerg Møller
Mellem Søerne er produceret af Vejledning og Studieinformation, Nat-Tech Uddannelse