Nye regler: Nu må du bruge AI til dit speciale eller bachelorprojekt

Aarhus Universitet har nu lempet reglerne for brug af kunstig intelligens til eksamen. Det gælder i første omgang de studerende, som skal aflevere bacheloropgave eller speciale til sommer. Få overblik over de nye regler her

Foto: Colourbox

Flere AU-studerende får nu mulighed for lovligt at bruge ChatGPT og andre former for generativ kunstig intelligens (GAI) ved eksamen. Reglerne er nemlig blevet justeret, og det betyder, at du fremover må bruge teknologien i følgende tilfælde:

  • Ved bachelorprojekter
  • Ved specialer
  • Ved afsluttende eksamener på efter- og videreuddannelse
  • Hvis det står eksplicit nævnt i kursusbeskrivelsen, at man gerne må bruge generativ kunstig intelligens.

I alle andre tilfælde er det altså stadig ikke tilladt at bruge generativ kunstig intelligens til din eksamen. Spørg derfor altid din vejleder eller din kursusansvarlige, hvis du er i tvivl.

Vigtigt at vide, hvis du bruger AI til eksamen

Hvis du bruger værktøjer baseret på generativ kunstig intelligens til din eksamen (i de tilfælde, hvor det er tilladt), skal du følge disse retningslinjer:

  • Du skal tydeligt angive, hvordan du har brugt værktøjet. Det gør du i et bilag, som du vedlægger opgaven. Her skal du beskrive din prompting-metode, f.eks. om du har brugt værktøjet til det forberedende arbejde med opgaven, til at stille spørgsmål og søge information, modtage feedback og kritik på din tekst, udføre korrektur, eller lignende.
  • Du skal citére korrekt, hvis du bruger AI-generet tekst – ligesom du skal med alle andre tekster, som er udarbejdet af andre. Læs mere om reglerne for citater her.

Det er vigtigt, at du følger retningslinjerne, da brugen af generativ kunstig intelligens ellers vil blive betragtet som eksamenssnyd. Læs om konsekvenserne af eksamenssnyd

Læs mere om reglerne og AU's generelle retningslinjer for eksamenssnyd.