Hjælp til Udveksling

Hjælp til udveksling

Find hjælp til hvor og hvornår du kan komme på udveksling

FAQ – ofte stillede spørgsmål

Inden du søger om udveksling

Kan jeg søge om udveksling?

For at søge om udveksling skal du opfylde nogle generelle betingelser:

  • Du skal være indskrevet som fuldtidsstuderende på ansøgningstidspunktet samt udrejsetidspunktet for dit udvekslingsophold
  • Du skal være aktiv studerende
  • Dit udlandsophold må ikke være studietidsforlængende
  • Du skal på udrejsetidspunktet have plads til at kunne meritoverføre 20-30 ECTS fra et udvekslingsophold til dit AU studieprogram

Kan jeg holde pause fra studiet i semestret op til udvekslingsopholdet?

Du kan ikke søge om udveksling på dit kandidatstudie, mens du læser bachelor, hvis du planlægger at holde pause mellem dit bachelor og kandidatstudie.

Hvis du er tildelt en udvekslingsplads og derefter holder pause mellem dit bachelor- og kandidatstudie mister du din udvekslingsplads.

Hvornår kan jeg komme på udveksling?

Din studieordning afgør, hvornår du kan komme på udvekslingsophold. Du kan på din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Hjælp til udveksling se, hvornår du har mulighed for at rejse ud. 

Her kan du se hvornår du kan tage på udveksling.

Hvor kan jeg komme hen på udveksling?

Aarhus Universitet har udvekslingsaftaler i hele verden, som du har mulighed for at søge pladser på.

På din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Hvor vil du hen? > Ledige udvekslingspladser kan du finde en oversigt over de udvekslingspladser, som du kan søge.

Vær opmærksom på, at aktuelle lister først bliver offentliggjort ca. en måned inden ansøgningsmodulet åbner (dvs. omkring starten af oktober samt starten af april måned). Tidligere lister over udvekslingspladser vil alene være vejledende, da pladserne vil ændre sig fra år til år.

Du kan lære mere om hvert universitet på: MoveON Database AU

Her kan du se hvor du kan tage på udveksling.

Hvornår skal jeg søge?

  • Ansøgningsfristen for at komme på udveksling via en AU udvekslingsaftale afhænger af, hvornår du ønsker at tage på udveksling. Der er ansøgningsfrister to gange årligt.
  • 1. december: ansøgningsrunde for hele det efterfølgende akademiske år - søg fx 1. december 2023 for pladser i efteråret 2024 og foråret 2025.
  • 1. maj: restrunde for studerende, der kan komme på udveksling det efterfølgende forår - søg fx 1. maj 2024 for restpladser i foråret 2025.
  • Du kan på din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Hjælp til udveksling se, hvornår du har mulighed for at rejse ud. Her kan du se hvornår du kan rejse ud.

Selve ansøgningen

Hvordan udfylder jeg min ansøgning om udveksling?

  • For at komme i betragtning til en af AU´s udvekslingspladser, skal du søge online via MoveOn ansøgningsportal. Her skal du angive, hvilke universiteter du vil søge en udvekslingsplads på, og uploade evt. påkrævede bilag. Ansøgningsportalen åbner ca. en måned inden ansøgningsfristerne 1. december og 1. maj.
  • Her kan du se en trin-for-trin vejledning (pdf) til at udfylde din online ansøgning om udveksling.
  • Hvis du ikke har tage en bacheloruddannelse på AU, skal du vedlægge dit fulde bachelorbevis (karakterudskift) fra din uddannelse. Hvis din bacheloruddannelse ikke er fra en dansk institution, skal du også vedlægge en oversigt over det udenlandske karaktersystem.
  • Nogle universiteter kræver, at du har et minimum GPA (karaktergennemsnit) for at søge udveksling hos dem. Det betyder, at dit gennemsnit på AU skal på ansøgningstidspunktet (1. december eller 1. maj) opfylde det angivne GPA i MoveON Database. Står der ikke noget GPA krav i MoveON databasen, er der ikke noget GPA krav for at kunne søge pladsen.

    Du skal være opmærksom på, at det angivne GPA krav alene er et krav fra det udenlandske universitet og ikke et krav fra AU for at kunne søge om udvekslingspladsen. Du skal kunne opfylde samme karakterkrav, når du senere skal søge om optagelse på det udenlandske universitet. Det er dit eget ansvar at have til påkrævede GPA på optagelsestidspunktet.

Hvordan vælger jeg de fag, jeg skal skrive i min ansøgning om udvekslingsophold?

  • Du er ikke bundet af de fag, som du skriver i din ansøgning om udvekslingsophold. Fagene listet i din ansøgning er alene for at sikre dig, at du søger udvekslingsplads på et universitet, hvor du kan tage tilstrækkelig med relevante fag på et sprog, du kan forstå.
  • Hvis du ikke kan finde kursuskataloget for det semester, hvori du søger udvekslingsophold, kan du vælge fag fra deres kursusliste samme semester året forinden (dvs. søger du udveksling i foråret 2024, kan du tage udgangspunkt i kursuskataloget for foråret 2023).
  • Her kan du se en trin-for-trin vejledning (pdf) til at udfylde din online ansøgning om udveksling.
  • Du kan få inspiration og læse evalueringerne i MoveON Database AU for at se, hvad de hjemvendte AU studerende har fulgt af fag i løbet af deres udvekslingsophold.
  • På din studieportal under Studievejledning > Forhåndsgodkendelse og merit > Forhåndsgodkendelse kan du finde en oversigt over tidligere forhåndsgodkendte fag på hvert enkelt universitet, som du kan bruge som inspiration. Oversigten er ikke en dækkende liste over fag, som hvert enkelt universitet udbyder, men alene inspiration og hjælp til dig, så du kan se hvilke fag, du kan forvente universiteterne udbyder, samt hvad der kan godkendes af fag i studienævnet på AU. Vær opmærksom på at din ansøgning om forhåndsgodkendelse af fag er en individuel vurdering alene foretaget af studienævnet på dit studie.
  • Du skal først søge om at få forhåndsgodkendt fag, når du er blevet tildelt en udvekslingsplads. På din studieportal under Studievejledning > Forhåndsgodkendelse og merit > Forhåndsgodkendelse kan du læse om kravene til din ansøgning om forhåndsgodkendelse samt hele processen.

Kan jeg søge udveksling sammen med en medstuderende (Joint application)?

  • Du kan vælge at søge udveksling sammen med en (eller flere) medstuderende (kun muligt fra samme studieretning). Ønsker du og din medstuderende at søge sammen, skal I begge anføre dette i jeres ansøgning om udveksling.
  • I skal oprette hver jeres personlige udvekslingsansøgning i MoveON og have præcis samme prioriteringsliste.
  • Her kan du se en trin-for-trin vejledning (pdf) til at udfylde din online ansøgning om udveksling.

Hvor mange prioriteter skal jeg søge for at være sikker på at få tildelt en plads?

  • Jo flere prioriteter, du har i din ansøgning, jo større chance har du for at få tildelt en udvekslingsplads. Hvorvidt du får din 1. prioritet afhænger af, om en medstuderende har søgt samme plads som dig men har et højere gennemsnit end dig.
  • På grund af Persondataforordningen (GDPR) må GPA på tidligere udrejste studerende ikke oplyses, ligesom vi ikke oplyser hvilket GPA det i tidligere år har krævet for at få en bestemt udvekslingsplads. Der kan nemlig være stor forskel fra år til år.
  • Søg den eller de pladser, hvor du gerne vil hen på udveksling uden at spekulere i, hvad dine medstuderende søger, men søg kun pladser hvor du reelt gerne vil til! Hvis du afviser din plads kan den ikke tilbydes til andre.

Hvordan fordeles pladserne?

  • Udvekslingspladser fordeles efter højeste karaktergennemsnit (GPA) umiddelbart efter ansøgningstidspunktet. Hvis flere studerende har samme karaktergennemsnit og ønsker den samme plads sker fordelingen ved lodtrækning.

Hvordan beregnes mit karaktergennemsnit / GPA?

  • Dit GPA beregnes umiddelbart efter ansøgningsfristen og er et vægtet gennemsnit af karakterer fra både afsluttede og igangværende uddannelser på AU. Ønsker du at beregne dit eget gennemsnit, kan Snittet.dk – Beregn vægtede ECTS gennemsnit (snit udregner) være en god hjælp.
  • Er du kandidatstuderende og har du endnu ikke opnået karakterer på AU, udregnes gennemsnittet af din bachelor fra dit udenlandske eller andet danske universitet. Husk at vedlægge dit fulde bachelorbevis (karakterudskift) fra din uddannelse. Hvis din bacheloruddannelse ikke er fra en dansk institution, skal du også vedlægge en oversigt over det udenlandske karaktersystem.

Når du har søgt om udveksling

Hvornår får jeg svar på min ansøgning om udveksling?

  • Du får svar på din ansøgning om en udvekslingsplads senest 6-8 uger efter ansøgningsfristen. Du modtager svar på din AU studiemail. Hvis du skal eftersende oplysninger eller bilag, modtager du en e-mail på din AU studiemail.
  • Fra du får tilbudt en udvekslingsplads har du ca. en uge til at acceptere eller afvise tilbuddet. Det gøres ved at logge ind i MoveON ansøgningsmodulet og acceptere eller afvise din tilbudte plads. Afviser du pladsen, vil du ikke blive tilbudt en anden udvekslingsplads og vil heller ikke kunne søge en ny i 2. ansøgningsrunde. Hvis du ikke acceptere eller afviser den tilbudte pladsen indenfor den angivne frist, mister du pladsen og kan ikke søge en ny i 2. ansøgningsrunde. Du har altid mulighed for at afstå din tildelte udvekslingsplads.

Er jeg garanteret optag på det udenlandske universitet, når jeg har fået tildelt en udvekslingsplads via AU?

  • Når du får tildelt en udvekslingsplads, sikrer AU, at du opfylder de gældende optagelseskrav i forhold til påkrævet GPA og evt. antal beståede ECTS på det udenlandske universitet.
  • Krav om sprogtest skal du opfylde, når du søger optagelse på det udenlandske universitet og er dit eget ansvar.
  • AU kan ikke garantere, at det udenlandske universitet optager dig, hvis de f.eks. har ændret optagelseskrav eller hvis du ikke opfylder kravene for optagelse på de fag, du gerne vil følge. Det er dit eget ansvar at sikre, at du opfylder alle optagelseskrav, som du finder i MoveON Database AU
  • Din ansøgning om optagelse vil altid være en individuel vurdering foretaget af det udenlandske universitet.

Hvad er Erasmus-koden for Aarhus Universitet?

  • Erasmus-koden er DKARHUS01

Hvor kan jeg få fat i et verificeret og underskrevet Transcript of Records (eksamensbevis) fra AU?

  • Beder det udenlandske universitet om at få tilsendt dit opdaterede Transcript of Records fra AU, kan du skrive til BSS Student Services på studentservices.bss@au.dk og bede om et engelsk eksamensbevis til dit udvekslingsophold.
  • Du kan også printe dit opdaterede eksamensbevis fra din AU selvbetjening: mitstudie.au.dk.

Kan jeg komme i kontakt med studerende, som skal på udveksling samme sted som jeg?

  • På samme tid som du inviteres til et pre-departure møde vil du fra AU's Internationale Center modtage en mail om hvordan du kommer i kontakt med andre studerende som skal til samme destination som dig.

Hvad er en Learning agreement, og hvad gør jeg med den?

  • Det er et krav fra EU, at du skal lave en Learning Agreement, når du er Erasmus-studerende. Når du har fået tildelt en udvekslingsplads via Erasmus-programmet, vil du modtage nærmere information om krav og dokumentation på din AU studiemail.
  • En Learning Agreement er en trepartsaftale, hvor du oplister de fag, som du tager på dit udlandsophold. Fagene skal alle forhåndsgodkendes af studienævnet på dit studie på AU. Når du har fået fagene forhåndsgodkendt, kan du få din Learning Agreement underskrevet af din Internationale koordinator på AU. Dokumentet skal også underskrives af dig selv og koordinatoren på det udenlandske universitet.
  • Du skal først udfylde din Learning Agreement efter tildeling af udvekslingsplads. Du vil modtage information fra Erasmus-kontoret på AU omkring processen og skal ikke foretage dig noget før du modtager emailen. Kræver det udenlandske universitet, at du indsender din Learning Agreement sammen med din ansøgning om optagelse hos dem, og har du endnu ikke fået forhåndsgodkendt dine fag på AU, kan din Internationale koordinator underskrive din Learning Agreement anført ”pending approval”. Når du har fået dine fag forhåndsgodkendt, kan du få en opdateret Learning Agreement underskrevet. Find information om hvordan du søger forhåndsgodkendelse på din studieportal.
  • Fagene på din Learning Agreement skal stemme overens med de fag, du har fået forhåndsgodkendt af studienævnet på dit studie på AU, de fag, som du reelt følger i udlandet, og med de fag, som du ender med at få meritoverført efter endt udlandsophold.

Forskudte semestre ved udlandsophold

Når du skal på udvekslingsophold, skal du være opmærksom på, at semestrene kan ligge forskudt i forhold til semestrene på AU.

Aktivitetskrav/deltagelseskrav i undervisningen på AU
I de tilfælde hvor overlappet mellem semestrene er kortvarigt (få uger), kan det i nogle tilfælde håndteres ved, at du henvender dig til underviserne på dine fag. Du vil ofte kunne lave en aftale om, hvordan aktivitetskravet/deltagelseskravet håndteres i de få uger, hvor du ikke kan deltage i undervisningen på AU.

Reeksamen
I det tilfælde hvor semesteret i udlandet overlapper med den ordinære eksamensperiode på AU og du har behov for at gå til reeksamen i et fag fra et tidligere semester på AU, har du mulighed for at ansøge om dispensation fra kravet om, at tilmelding til reeksamen (i februar/august) forudsætter, at du har brugt et eksamensforsøg i den ordinære eksamen. Du søger om dispensation via mitstudie.au.dk.

Maksimal studietid
Et udvekslingsophold må som udgangspunkt ikke være studietidsforlængende. Derfor er det vigtigt, at du i god tid planlægger de ”forskudte” semestre på AU for at sikre, at du stadig kan afslutte din uddannelse inden for din maksimale studietid.

Står du i en situation, hvor overlappet mellem semestrene er så stort, at det umuliggør planlægningen af dit studieprogram med henblik på at færdiggøre din uddannelse inden for din maksimale studietid, skal du hurtigt indsende en dispensationsansøgning til studienævnet, hvori du foreslår et alternativt studieprogram med mindst mulig studietidsforlængelse. Du søger om dispensation via mitstudie.au.dk.

Studievejledning
Kontakt gerne studievejledningen på studievejledning.bss@au.dk, hvis du er i tvivl om, om du lever op til de krav, der ligger i din uddannelse, eller hvis du skal have vejledning om din studieplanlægning.

Hvilke legater kan jeg søge?

  • Hvis du får tildelt en udvekslingsplads i Europa (inden for Erasmus-programmet), tages du automatisk i betragtning til et Erasmus-stipendie. Du skal ikke indlevere en særskilt ansøgning om at modtage Erasmus-stipendiet. Det er Erasmus-kontoret på AU Internationalt Center, der fordeler og administrerer alle Erasmus-stipendier på AU, og du skal ikke foretage dig noget vedørende stipendiet før du modtager en mail fra Erasmus-kontoret. Du kan på din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Økonomi > Erasmus-stipendie læse mere om Erasmus-stipendiet.
  • Hvis du rejser på udveksling via en AU oversøisk udvekslingsaftale bliver du tildelt et BSS Travel Grant på 7.000 kr. Du kan ikke få tildelt Aarhus BSS Travel Grant, hvis du i forvejen modtager et Erasmus-, Nordplus/Nordlys-stipendie eller et stipendie fra det udenlandske universitet (gælder f.eks. i Schweiz). Rejser du ud på egen hånd som freemover, vil du ikke modtage et Aarhus BSS Travel Grant. Får du tildelt en udvekslingsplads via en af AU´s udvekslingsaftaler, som giver dig ret til et Aarhus BSS Travel Grant, skal du ikke søge særskilt om stipendiet. Du kan på din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Økonomi > Aarhus BSS Travel Grant læse mere om Aarhus BSS Travel Grant.
  • Hvis du rejser ud på udveksling på egen hånd som freemover og skal betale tuition fee på det udenlandske universitet, kan du søge om at få et Udlandsstipendie (kun hvis du er SU berettiget). Det er SU-kontoret, som administrerer Udlandsstipendiet. Du kan læse mere på Udlandsstipendium (au.dk).
  • Der findes mange private legater, som du har mulighed for at søge, når du skal på et udvekslingsophold. For at få inspiration fra hjemvendte studerende, kan du med fordel læse deres gode råd og anbefalinger i deres evalueringer i MoveON Database AU. Du kan på din studieportal under Udveksling og studieophold i udlandet > Økonomi > Private legater læse mere om private legater med nyttige links.

Efter udveksling

Ansøgning om meritoverførsel. Hvornår skal jeg søge?

Når du har modtaget dit endelige eksamensbevis med alle beståede karakter fra dit værtsuniversitet, skal du søge om at få dine fag meritoverført. Afventer du en karakter fra f.eks. en reeksamen, skal du først søge om meritoverførsel, når du har karakteren fra den sidste eksamen med på dit Transcript of Records (eksamensbevis) fra det udenlandske universitet. Du skal søge om meritoverførsel via din AU selvbetjening: mitstudie.au.dk. På din studieportal under Studievejledning > Forhåndsgodkendelse og merit kan du læse om, hvordan du søger om meritoverførsel.

Hvordan modtager jeg mit Transcript of Records (eksamensbevis) fra det udenlandske universitet?

  • Inden du forlader dit værtsuniversitet, skal du orientere dig om, hvordan og hvornår du vil modtage dit Transcript of Records fra udlandsopholdet.
  • Når du har modtaget dit Transcript of Records, kan du søge studienævnet om at få meritoverført dine beståede fag til dit studieprogram på AU.
  • Modtager Aarhus Universitet dit Transcript of Records, videresender vi det straks til dig, hvis vi modtager det på e-mail. Modtager vi det fysisk med post, vil vi kontakte dig på din AU e-mail med henblik på at lave en aftale om afhentning.